Du flinke Sejler højt i det Blaa,
o, hvor din Vise jeg skønner paa,
den er saa simpel, saa fin og blød
som unge Blomster i Vaarens Skød.
Hver Gang du stryger mig nær forbi,
jeg griber en Takt af din Melodi,
en lønlig Jubel med dæmpet Klang,
et Tonefrø til en Foraarssang.
Det er som Vaarens og Fredens Aand
mig stryger om Kinden med Barnehaand,
og Hjertet mødes i din Musik
som med et inderligt, kærligt Blik.
De gamle Minder lister sig frem:
Din Vise klang ved mit Barndomshjem,
og trofast lyser endnu du Fred
paa Hjemmets hellige Arnested.