I Venner, synger en Sørgesang,
og lad Enhver sin Stemme hæve;
lad Ordet tone med saadan Klang,
at „Prindsen” kommer til at bæve;
lad hver en Strube som en Gravtrompet
nu klage sit Farvel; thi se, med Eet
(— Glæden var kort —)
flyver Du bort,
vor Politi- og Borge-Mester!
Hvem mindes ei, hvor Du kneiste stolt
som Taler paa vor Raadstuetrappe,
hvor snildt med Ordet Du spilled Bold
og altid kunde Bolden snappe?
Og naar i Gildelag Du Ordet fik,
og Du tog Tilløb — hei, hvor da det gik:
Tankerne sprang,
Ordene klang,
og vi — vi sad og raabte Bravo!
Hvem mindes ei, naar Du holdt Forhør,
til hvilket Punkt Du Røsten hæved,
saa Ordet skar gjennem Væg og Dør,
og Folk paa Torvet stod og bæved?
Naar Du i Aande var: — Bekjend, bekjend!
hver Tyv i Vaande var: — Bekjend, bekjend!
Saadan i Cuur
uden Tortur
man heldig tager en Forstokket.
Vi skal ei høre nu meer Dit Ord,
men aldrig gaaer det os af Minde,
og længe tom ved det brede Bord
en Plads i Gildet skal vi finde.
En Anden skal see til — Du gaaer Din Vei, —
om hver en Hund har Mundkurv eller ei,
holde Forhør,
vogte vor Dør,
naar Vægtren sover som vi Andre.
Lad Sneglen krybe forsigtig-kold;
Du bliver ikke tung i Blodet.
Frem, fremad! skrive Du paa Dit Skjold,
og Lønnen svigter ikke Modet.
Men hvor Din Vandring gaaer i Vest og Øst,
„Held paa Din Vandring” ønsker nu vor Røst.
Tømmer et Maal!
Skaal, Skaal, ja Skaal,
vor Politi- og Borge-Mester!