Henrik Greensteen (1833–95)

Sangeren triner for Landets Drot:

„Til Brud har jeg valgt Din Datter.”

Men Kongen spørger: „Hvor er Dit Slot

„og Den, som til Dig skatter?

„Holder Du Fester i Kongebo,

„hvor Fruer i Dandsen træde?

„Har Du en Ganger med gyldne Skoe,

„og Purpur i Dit Klæde?”

Sangeren synger med Smiil om Mund,

Sangen han ei kan binde:

„Mit Slot det staaer i den grønne Lund,

„der dandse Høstens Vinde.

„Viden jeg hersker tillands og —vands,

„hvor jeg har Lov at synge;

„min Krone det er en Blomsterkrands,

„den vil saa lidet tynge.

„Vinden han er mig en Ganger god,

„Sorgerne maa han bære;

„min bedste Skat er et Rosenblod,

„Herre, Dit Barn med Ære!”

Da drager Kongen sit Sværd i Fart,

Øiet lyner af Harme:

„En Kongedatter man lægger snart

„i Tiggerdrengens Arme!”

Sangeren flygter af Kongens Gaard,

Sangen han ei kan binde.

Men Kongens Datter, den hulde Maard,

hun sukker i Aftnens Vinde.

Om hun har været i Sangerens Skjul,

om Tro hun vil ham love,

Det veed kun Midnattens kloge Fugl

dybt i de dunkle Skove.

Lærken i Sky synger bort sin Sorg

tiltrods for Ravn og for Ugle.

Guds Himmel hvælver en Kongeborg,

der fredes alle Fugle.