Den store Nadver
En Parabel
En Parabel
(1894).
(1894).
Den unge Fyrste staar, naar Timen kalder,
og byder Venner ind i sine Haller.
Og langsomt stiger op ad Husets Trapper
en sælsom Skare Gæster,
slet ingen Stormænd eller vise Præster,
kun blege Skikkelser med krumme Rygge,
en næsten blind, en anden gaar ved Krykke,
og allesammen har de slidte Kapper.
Men deres Aasyn lue.
Det er den Flok, som aldrig lod sig kue
og ingen Sinde lemped
sig efter usle Maal for Guld og Hæder;
det er de trofaste, der led og kæmped,
som søge Balsam for den Jord, der græder,
og som til Løn fik Saar og revne Klæder.
Nu samles alle her i Aftensvale
til Gæstebud i fyrstelige Sale.
De store Folk i Byen vandre
forbi den aabne Hal, hvor Rosen blander
sin Duft med Liljens i krystalne Kander,
og hviske med et Haansmil til hverandre:
»Det er et vakkert Slæng, det, Fyrsten ynder
at give Plads paa sine Purpurhynder«.
Men Værten byder Gæsterne til Sæde
og sætter for dem blanke Sølverskaaler.
Og som de hvile nu i stille Glæde,
de, der saa villig voved
al Livets Lykke for en hellig Tro —,
med eet der sker et Under:
om hver af hine blege Gubbers Hoved
frembryder Lys, der runder
sig til en Krans af maanehvide Straaler.
Det er den Helgenring, naar Aftnen blidner,
og Kampen gaar til Ro,
der pryder alle fuldtro Sandhedsvidner.
Det er det Lys fra Evighedens Kilde,
der skinner ved det store Nadvergilde.