Antenor
(1893.)
(1893.)
I.
De mødtes lønlig i en Vinløvhytte,
gemt i en Egelund,
hvor næppe nogen Spejder vilde lytte
til hvad der hviskedes i Nattens Stund.
Fra Maanens Kumme
ned over Ætna flød en Sølverflod!
de gamle Træer stod
med blanke Kroner; alvorsfulde, stumme,
tavse som Mulmet rundt om deres Fod.
Men hvor de sorte Natteskygger vege,
og Lyset svømmed ned i sælsom Blaanen,
der blinked Urter, og en Vaar af blege
Narcisser løfted sig i Skær af Maanen.
I denne Hytte, fjern fra Strid og Kampe,
henne paa Bordet ved et Bæger Vin
og ved en fredelig og stille Lampe
ses blanke Vaaben — Hjelm og Sværd i Skede;
men paa det tæppeklædte Leje nede
ved Jorden ligger paa et bræmmet Lin
en Kvinde, ung endnu, med løste Lokker;
ved hendes Barm
hænger en Hyacint med gule Klokker,
og Nakken hviler paa en snehvid Arm.
Hun er af gammel Byrd, af ædel Stamme,
ikke Slavinde, heller ej Hetære;
men vistnok har en Gud med Tryllespind
forvirret hendes Sind,
hun, som har gjort sin Faders Navn til Skamme,
hun, som vil give med sin Æres Krans
sin Sjæl og al sin Sans,
dertil sit hulde Legems Blomsterhave
hen til Antenor, til den unge Slave.
Og hvem er han, der bærer Hjelm og Værger?
Ikkun en oprørsk Flygtning og en Fælle
af Eunus og de byttelystne Trælle,
der rundtom hærge
Sicilias Sletteland og grønne Bjærge.
Han staar med Citheren i sine Hænder
og klimprer lidt, hensunken i sig selv
halvt græsk af Byrd og halvt en Østerlænder,
en fager Svend med Brystets høje Hvælv
og Øjne, der er snart tungsindig blide
og snart urolige med Glimt af Lyn,
men med en Fure mellem sine Bryn,
der vidner om, sin Del af Livets Kvide
i Graad og Angst han alt har maattet lide.
Nu standser han og kaster hen sin Cither:
»Nej, bort med Strengelegen!
Se, min Corinna, vi er helt alene
midt i en hellig Ring, et Tryllegitter
af Elskov og af maanehvide Grene,
og denne Nat er endelig vor egen.
Dit Sendebud har stævnet mig til Møde
med Elskovsord, der tyktes mig helt søde.
Før smagte det mig ilde,
naar nogen kaldte mig en fager Træl —
thi Slavens Skønhed er hans Smerters Kilde! —
nu gaar jeg glad omkring og smiler stille,
siden den Stund ved Egeskovens Væld
din Læbe hvisked det en Foraarskvæld.
Dog, dobbelt fryder, det min Sjæl at vide,
at du, Corinna, heller
staar hos Antenor og hans vilde Fæller
end paa din Slægts og dine Brødres Side.
Nu har de samlet sig, de pinte Trælle,
de, der brød Sten, til deres Ryg blev krum,
og de, der stængtes i Ergastulum,
hvor flere dø for Svøben end af Ælde —
de, der i tunge Lænker, sultne, magre,
dyrked Sicilias hvederige Agre,
og de, der drej ed Møllekværnens Valse
med Bøjler om de haarde, stive Halse —
og forrest, vaabenklædte, skulderstærke,
som Lejrens Vagt og Værn
staa de, der fik det sorte Flytningsmærke
brændt ind i Panden med et glohedt Jærn.
Selv Yndlingsslaverne, vi fine Svende
i skønne Klæder og med salvet Haar,
fik Mod at dele vore Brødres Kaar
og flygted til dem fra de tomme Kuber;
vi sov i Huler og i dunkle Gruber
og blev til Mænd med Marv i vore Knokler,
og nu er al Sicilien i Hænde
paa Eunus, og et Folk, som før var Slaver.
Den gamle Verden, min Corinna, raver —
med Gudestøtterne paa deres Sokler —
snart skal dit Øje se, hvordan den falder,
ormædt og ussel, mør af Aar og Alder.«
Corinna siger: »Ja, paa dig jeg tror,
paa dig og paa dit Aasyn og dit Ord;
dog skælver jeg og frygter,
hver Gang der bæres til mig nye Rygter
om dine Venner, blodige af Mord,
der skænde Hustruer og kyske Piger;
og jeg maa tænke:
kan disse Fæller bygge nye Riger!«
Han svarer: »Raser Trællen uden Maade,
nu han har brudt sin Lænke,
saa høster Fjenden ikkun, som han saaede.
Og disse Vilddyr, de er mine Brødre,
men de skal udsaas i en Nyjords-Muld,
da vil en Gang der vokse frem et Kuld
af pligttro Fædre og af ømme Mødre.
Tunge som Bly er Slavekaar at bære: —
et Legem uden Ret og uden Ære,
et Liv i Skam og Tort!
men var en Gang du fri som Skovens Hjort,
saa blive dine Lænker dobbelt svære.
Ak, jeg har set min Fader blive dræbt!
Han værged sig en Stund, saa godt han evned,
thi mellem Død og Trældom stod jo Valget.
Om Bord hos Røverne jeg selv blev slæbt;
mod Side Havn de stævned,
den kendte Markedsplads for Slavesalget.
En Tid lang der jeg stod
til Skue i en Slavekræmmers Bod,
hvor Folk af alle Slags gav daglig Møde.
Jeg tænkte paa min Mo’r, som nu sad ene,
og paa min stakkels Fa’r, som jeg saa bløde
og ligge som et Lig paa Strandens Stene,
og skjalv, hver Gang der raabtes: hvem vil byde
paa denne Dreng, undselig som en Tøs,
en velskabt Grækerknøs,
fin som en Mandelgren og uden Lyder
Ved den Tid Timon kom paa disse Kanter
og saa mig i den lille Havnestad;
han var en vellært Mand og hørte glad,
jeg havde læst Filemon og Menander
og kunde Odysseen udenad;
han købte mig i Boden hos min Herre
og tog mig med sig hjem til Øen her.
Jeg tror, han fik mig kær,
og ingen Sinde nænned han at krænke
den, som ved Voldsfærd kom i Slavelænke.
Men han blev syg og døde snart desværre!
og Glycera blev Enke,
hun, som af alle Trællene var hadet,
og jeg skal ikke synge hendes Pris.
Paa unge Slavers Vis
jeg fulgte hende daglig ind i Badet;
derefter tørred jeg den lunkne Væde
af hendes Legem med et uldent Klæde.
Og jeg var halvt en Dreng og halvt en Svend
med unge Dunhaar og med unge Drifter;
tit saa jeg hendes sorte Øjne glide
hen over mig helt blide,
naar hun var salvet og laa stille hen,
imens jeg læste hendes Yndlingsskrifter,
saa kom en Aften, da hun tog sit Offer.
Hun klædte mig i kostelige Stoffer
og vaaged over mig med skinsyg Vrede,
men mærked snart, hun vakte kun min Lede,
og da en Dag jeg svared hende mut,
lod hun sin Thracer komme med en Knut, —
end kan min Ryg fornemme,
hvordan han stribed den med sine Remme.
Da tav jeg vel, men gemte hvert et Slag
og bier — bier kun paa Hævnens Dag.
Nu kom der Tider, da jeg var i Naade
hos denne Kvinde, der var uden Blusel,
og Tider, da mit Liv kun hang i Traade,
og jeg blev skræmt ved mangen skændig Trusel.
Snart hed det da, jeg skulde ned at trælle
i Møllen med en Jærnring om min Hals,
snart at jeg skulde skikkes til en Celle
i Hannos Boder og staa der til fals.«
Corinnas Øje lyner: »Jeg gad vide,
ifald I skulde fange Glycera,
hvad Straf hun burde lide!«
Han smiler haanlig: »Hun skal slæbes fra
sit skønne Landsted til en ussel Hytte
i Byens værste Smøge.
Der kan hun sidde, lurende paa Bytte,
med Indskrift paa sin Dør: Her bor en Skøge!
Alt hang jeg som ved Randen af en Klippe,
rede til Livets faste Grund at slippe,
da Eunus frelste mig, — han er en Syrer
og som jeg selv en Slave,
men Redskab for en mægtig Verdensstyrer,
der gav ham Visdomsaand og Seergave.
Han skued sære Tegn, naar Stjerner lyste
igennem Skyens Rift, —
paa Nattens Pande læste han en Skrift,
hvorved vort Hjerte fryded sig og gyste.
I Fjældets mørke Grube
han hørte Raab fra Underverdnens Strube,
ja Varselraab: der kommer Skrig og Bulder,
og Magten væltes fra sin høje Trone, —
saa stævner Himlens Dronning
fra Østens Bjærg med Sløret om sin Skulder,
det Slør, hun dulmende vil lade glide
over Sicilias Land og al dets Kvide,
naar Eunus sidder som en fredsæl Konning
med Retfærds Herskerspir og Visdoms Krone.
Til visse sker det,
som det staar ristet ind paa Skæbnens Tavle,
og Jordens Kreds skal undres, naar den ser det:
— en Træl i Kongekaaben
og dette Øland Verdens rette Navle!
Da skal der leves uden Strid og Møje,
da gemmes alle Vaaben,
og Fredens Tempel staar med gyldne Fløje.
Prætoren og hans gramme
Kohorter maatte vende Ryg med Skamme.
Nu samler Roma sine Veteraner,
dem, der har fordum baaret Sejrens Kranse.
Men kan de bøje Skæbnen? Kan de standse
en Verden rullende mod nye Baner?
I Morgen flytte vi vor Lejr;
min favre Brud, da skilles vore Veje,
men inden Høst jeg kommer hjem med Sejr.«
Han sætter sig ved hendes Leje:
»Paa Krigens Lurer alt jeg hørte længe,
de Toner var urolige og skarpe,
og de maa ikke hid i Natten trænge.
Men Vaar og Elskov har en Dobbelt-Harpe,
der klinger sødt.med sammenstemte Strenge.
Ak, nu jeg lever først, du hvide Due!
Min Ungdom, avet i et Fangebur,
var som den brune Drue,
der voksed paa den tørre Fængselsmur
og fanged Lød i Middagssolens Lue.
Og nu er den ved Modenhedens Maal!
nu brister den og Saften —
alt Ungdomsmodet og al Ungdomskraften —
rinder en Stund i Elskovs gyldne Skaal.
O, Jomfru, paa dit Leje, du, som smægter
paa maaneklare Lin i Midnatsstunden
og løfter ængstelig de hvide Hænder
din Brudgom er her — Brudelampen brænder.«
Saa blev der tyst; og Maanen sank bag Lunden,
og Eros sejred, han, som alting mægter.
De slumred begge. Men paa een Gang farer
Antenor op og raaber: »Hvem er der?
Jeg hører Hovslag — det er Fjendeskarer!
Fremad, I fordums Trælle!
Hvor er min Hjelm? Hvor har jeg lagt mit Sværd?«
Brat vaagner nu hans Lejes blide Fælle
og griber ham ved Ærmet
og kalder ham ved Navn med bange Røst.
Han ser omkring sig: her er tyst og skærmet,
og Blomsten hænger ved hans Piges Bryst.
Da sukker han, og Drømmens Skræmsel viger,
og søvntung synker Svenden ned og siger:
»End brænder Lampen. — Har Corinna sovet?
Hvor lider Natten ved Antenors Side?«
Men da som Svar hun lader Haanden glide
over sin Elskers unge Krushaars-Hoved,
han hvisker med sin Mund ved hendes Kind:
»Du hulde Pige, hvad vort kyske Sind
kun med undselig Rødme
aned laa skjult bag syvfold helligt Segl
og saa som Taager i et Sølverspejl —
var intet imod selve Bægrets Sødme.«
En Bris fra Søen med et Gys af Kulde,
en Duft af Vaar og Grødeliv i Mulde!
Det bliver Morgen snart —
der kvidrer alt en enlig Fugl i Lunden,
nu atter en — saa en af anden Art,
og Livet vaagner op i Morgenstunden.
Tavse de sad i deres Vinløvkammer,
hvor Maanenatten redte deres Leje,
og tavse gik de saa de kendte Veje,
mens Taagen hang imellem Egestammer,
hen til den klare Aa,
der vælded gennem Skoven ned i Dalen.
Ved Bredden paa en Sten en liden graa
nyfigen Fugl sad, vippende med Halen,
og stænked Vand og kigged uden Sky
paa dem, der vandred her. i Morgengry.
Og der de ogsaa satte sig, de to,
under et Egetræ, hvis lange Rødder
gik ud til Randen af de —blanke Vande.
De tvætted deres Arme, deres Pande
og løste leende de tunge Sko
og dypped deres Fødder
dybt ned i Vældet, hvor de skifted Lød
og blev som Voks saa gullige, saa blege.
Saaledes drev de Spøg som Børn, der lege,
til Morgensolen brød
igennem Egeløv og Krat og bød
ham søge hjemad til hans Fællers Telte.
De gik tilbage. Han tog Hjelmen paa
og bandt det gode Værge ved sit Bælte;
men da Corinna ser sin Elsker staa
saa lysende som en af Sagnets Helte,
hun griber om hans Haand: »Hvor er du fra?
Er ikke du den unge Gudekriger,
der fordum gæsted Rhea Sylvia
i Vestatemplets løndomsfulde Celle?«
Og rødmende af Fryd Antenor siger:
»Nys var jeg kun en Træl som andre Trælle,
men nu er jeg en Gudesøn i Vaaben.
Jeg fatted Elskov til en bleg Præstinde
og steg herned fra Gudebjærgets Tinde;
en Tempeldør stod aaben,
og Templets Jomfru vented mig derinde.«
Saa skiltes de. Tætved hans Hest stod bunden,
han svang sig op og red igennem Lunden
med bøjet Hoved under lave Grene,
og hun stod ene
midt paa den grønne Sti og græd og vinked.
En liden Stund hans Hjelm i Luften blinked,
saa bøj ed Vejen, og han var forsvunden.
II.
Kommandoraab af gamle Centurioner
og Hestetramp og skingre Krigslurtoner!
Den kom, den Dag,
da Eunus og hans Slaver maatte tørne
sammen med Romas sejervante Ørne.
Ved Tauromenium stod det store Slag.
Achæos og Antenor, unge Helte
med Ildhu, førte Trællehærens Fløje,
mens Eunus modløs sad ved sine Telte
og gransked Fremtiden med lukket Øje.
Højt over Kampens Bulder
han ser i Skyen »Syrernes Gudinde«:
hun stævner frem. med Sløret om sin Skulder,
men standser brat med Haanden over Bryn.
Herlige Skikkelser, hvis Hjelme skinne,
hver med sit Guddoms-Værge,
hen over Himmelhvælvet tavse skride,
og forrest Fader Zeus med sine Lyn —
da ræddes hun og flyr til Østens Bjærge,
og Sløret som en Sky mod Havet ruller.
Kommandoraab af gamle Centurioner
og Hovslag, Skjig og skingre Krigslurtoner!
En Hær Sikulertrælle
trampedes ned af Romas Legioner,
og der faldt fler, end Øjet kunde tælle.
Hvor er hun henne, Syrernes Gudinde?
Hvor blir den nye Dag, som skulde rinde?
Antenors Rækker sprængtes
og vendte Ryg, mens Sværd og Skjolde slængtes.
Selv stormed Svenden frem, og ej han helmed,
før han sad, stængt af Fjender, paa sin Ganger
og hug omkring sig, kæk og gyldenhjelmet.
Dog — Skæbnen fremad hasted:
en Legionar fik ham af Sadlen kastet —
saa laa han blodig mellem andre Fanger,
men værged sig endnu, da han blev bastet.
Krigen var endt,
og Eunus selv var flygtet for at skjule
sit usle Liv paa Bunden af en Hule,
som kun af ham og nogle faa var kendt.
Krigen var endt, før Høsten end var omme;
de vilde Slavebander
splittedes ad til alle Øens Kanter,
og nu kom Vintren med dens Straffedomme,
da Vej og Græsvang i Sicilias Have
bar Kors ved Kors, og hvert et Kors en Slave.
Snart kom Antenors Dag;
da stod han dødningbleg i Fangerummet,
spændt fast, med Ryggen krummet,
og fik af Remmesvøben Slag paa Slag.
Saa førtes han fra Taarnets skumle Kamre
ad stenet Vej hist op til Egelunden,
der, hvor de mødtes — ak, forbi, forbi!
da Maanen skinned ned i Midnatstunden —
det var forbi, det var forlængst forbi!
Over ham Bødler laa med tunge Hamre,
en holdt hans Hænder, en drev Nagler i,
en tredje spændte Hjelmen, som han voved
at bære stolt og fri,
til Spot om Ungersvendens blege Hoved.
Saa klynged de ham op ved Alfarsti,
hvor Pælen stod imellem store Stene.
Der hang Antenor, end saa ung og stærk,
en fager Frugt paa Korsets tørre Grene —
og mens hans Bødler saa paa deres Værk,
rysted paa Hovedet den ene:
»Hvad er vel Markedsprisen for en Slave
som ham, vi her har faaet op at hænge?«
»Titusind!« — »Pyt, da fik du ham i Gave.
Tigellius for Eksempel
gav femtentusind for to Frygerdrenge,
nykomne Varer, som ved Castors Tempel
Men denne Træl, saa lig en mejslet Gud,
en Svend, der spiller Cither og kan læse
det græske Sprog, han med sin gyldne Hud
var for en Kendernæse
vel sine tyvetusind værd i Penge,
en Formue, min Ven, for Folk, der trænge!«
Saa mønstred de hans Lemmer,
mens han i Vinterkulden hang og skjalv,
og spotted ham med deres grove Stemmer:
»Du hænger som en rigtig Offerkalv
med gyldne Horn, du Dreng, der løb fra Tampen
og sad til Hest som Pakkets Krigstribun
og praled med din Hjelm i Kampen.
Du Jomfru-Kæledægge,
er Puden ogsaa varm og Luften lun,
og kan du sove paa de bløde Dun,
naar Blodet drypper paa de fine Lægge?«
De fjerned sig en Stund, og han hang ene,
pint paa sit Legem, sønderslidt i Sjælen,
og saa han ned i Dalen, hvilken Scene!
Langs Vejen Træl ved Træl, hver med sin Hals
i Bjælketræets Fals,
og længer borte Byen som en Ring
om Havnen med dens Skibe,
Krigsfolk i alle Gader deromkring,
men over Søen Morgensolens Stribe.
De fjerned sig, og frem af Lunden steg
en sortklædt Kvinde, bleg og fuld af Taarer,
saa mælkehvid og bleg,
som var der intet Blod i hendes Aarer.
Hun vakled fremad nogle bange Fjed
og sank saa hulkende og haabløs ned
og dækked for sit Syn med sine Hænder.
Deroppe hænger han med nøgne Lænder,
han, som hun elsked, som han var en Gud,
og mer end Ven og Broder
og mer end Slægtens Navn og Ærens Bud —
en Træl, ved hvem hun snart skal være Moder.
Antenor siger i sin Kvide:
»Hil dig, velkommen! Vandrer du herud
at se mig lide,
min Maanebrud, min blege Vestalinde,
hvis Øjne vinked, saa Antenor kom
ak, til en Helligdom,
hvor det var brødefuldt at dvæle inde!
Det var vel efter Afrodites Vilje
og spundet af de grumme Pareers Traad,
at jeg gik ind til dig, du hvide Lilje,
og brød din Blomst, saa nu du staar i Graad.
Snart kommer Stunden, da dit Skød skal føde.
Naar da din Broder og din Slægt vil nøde
dig til at nævne dig din Elskers Navn,
da ti — ja ti! Du tog en Træl i Favn
og ingen Gud og Helt som ham, de sige
steg ned til Vestas sløromvundne Pige.
Ak, den Gang blomstred Iris og Narcisse,
lyksalig drak jeg Duften
af Hyacinten med din søde Aande.
Og nu — nu fryser jeg i Vinterluften,
og Gyldenhjelmen tynger paa min Isse.
Men for mit Øje, som jeg var en Seer,
ligger din Dag i Graad, din Nat i Vaande.
O, blodiggrumme Guder!
En ædel Jomfru, stønnende i Veer,
mens hendes Ven er hængt paa Korsets Gren
et nyfødt Barn i Jomfrusengens Puder
og Skam og Skændsel i det stille Kammer.
Selv er jeg spilet som en nedlagt Glente,
og snart vil Jorden gemme mine Ben,
men du har tusind-Krænkelser i Vente.
Stakkels Corinna, jeg har gjort dig Men,
og af vor Elskov fødes idel Jammer.
Nej, Himmeldronningen kom ej med Solen
fra Østens Bjærg at gribe Verdens Tømme,
og Eunus sidder ej paa Kongestolen
med Spir i Haand at straffe og at dømme.
Og Varslerne, som lød paa dunkle Stier
ved blege Stjerners Skin,
og alle Tegn paa Nattens sorte Pande —
de var kun Drømmespind
og Lygtemænd og falske Profetier,
og alle Haab og og alle gyldne Planer
sank ned som Skyer under Himlens Rande.
End ad de gamle Baner
gaar Gudevognen over Stok og Sten,
og den, som styrer, ler, naar han fornemmer,
han kører over Lig og knuste Lemmer.
Ak, jeg har gjort dig Men!
Men naar du sidder gravlagt ved din Ten,
halvblind af Graad, som ikke vilde standse,
da lær det Barn, du føder, at forbande
de salige Guder, prydede med Kranse,
de hellige, der fjæle
sig hist i Himlen ved den gyldne Kande
og skue glade
og smilende fra deres Himmelstade
ned paa de syge, kvidefulde Sjæle.
Paa Løgnens Hjørnestene
er deres store Gudetempel bygt,
med glansfuldt Niddingsværk er Taget smykt,
alle Skændsler maa som Murværk tjene.
Naar føder Tartarus en Guddomsmagt,
der griber Verdens Tøjle
og tramper dem i Støvet, der har lagt
om Slægtens Liv en hvas og jerntung Bøjle?
O Hævn, o Hævn! Naar vil en Frelser komme
med Køllen i sin Haand og Straffens Domme?«
Hans Bødler kom igen. Der hørtes Stemmer,
uvoren Sang af Struber, som var rustne.
Det grumme Dagværk havde de nu røgtet,
saa gik de mønstrende forbi de gustne
halvdøde Legemer og ligblaa Lemmer.
Da rejste Pigen sig i Skræk og flygted,
og Svenden hang forladt i Vind og Kulde
og smagte Korsets Bitterhed til fulde.
Hans Tanker blev saa vilde,
men endnu han om Hævn og Frelse stammed,
da han, af Døden krystet, hang som lammet.
Og Natten vandred stille
hen over Himlen med sin Stjernehær,
og Maanen opsteg, og dens blege Skær
faldt over Ynglingen som Dødninglagnet.
Da sank hans Hoved ned — et Gisp i Krampe!
Her ender Sagnet
om ung Antenors Elskov og hans Kampe!