Henrik Greensteen (1833–95)

»Vort Land, vort Fædreland!« den unge synger,¹

og hvad han tænker paa,

er Eng og Vover under Himlens Blaa

og Sommerliv med Sang i Venneklynger;

det er en Jomfru skær og fin, der staar

som Elskovsblomsten i hans Urtegaard

og aander mod ham i hans Morgendrømme.

»Vort Land, vort Fædreland!« den unge synger,

og varme Kilder i hans Aarer strømme.

»Vort Land, vort Fædreland!« han endnu synger

som Husbond og som Mand,

og ser paa hende, der gaar glad i Spand

og bærer Aaget med ham, skønt det tynger;

Kan tænker paa- sin Gerning og dens Krav

og paa den Plads i Værket, Lykken gav

ham blandt de andre travle Hjul, der svinge.

»Vort Land, vort Fædreland!« han endnu synger,

naar intet Elskovskvad vil længer klinge.

»Vort Land, vort Fædreland!« han end kan nynne

som Olding ved sin Stav;

han ser den gamle Slægt, der gaar i Grav,

han ser den ny gaa frem i Kraft og Ynde

og raaber til den: »Hejs kun Flaget kækt,

og stævn mod solklar Dag, du unge Slægt,

og ud af Taagen over døde Vande!«

»Vort Land, vort Fædreland!« han end kan nynne

og se mod Fremtiden med løftet Pande.

»Vort Land, vort Fædreland!« de Ord skal klinge

paa hele Livets Gang,

og de skal være som en Arbejdssang,

der løfter Sindet paa en større Vinge.

Saa rig og fager er vor Fædrejord,

og det er kun i den, vor Evne gror

og fanger Lød i blomsterrige Grene.

»Vort Land, vort Fædreland!« skal Sangen klinge;

»gid alle Blomster til din Pryd maa tjene!«