Til Professor H. V. Rasmussen
Den 7de Januar 1891.
Den 7de Januar 1891.
Nu har du naaet de syvti Aar,
hvis Byrder du maa bære,
er graanet under Arbejskaar
med Hæder og med Ære,
men end du tyder mangen Bog,
saa klar i Sind og Øje,
og end kan ikke Dagens Aag
din stærke Nakke bøje.
Naar nu du vandrer glad og sund
som Høstens travle Billed,
det er, fordi hver Arbejdsstund
i Kravet, som du stilled,
var mer end Slid og Tidsfordriv,
var dig et helligt Stævne,
hvori du satte ind dit Liv
og al din rige Evne.
Det danske Sprog, der klinger huldt
i Sorg og mellem glade,
og der er prentet underfuldt
paa underfulde Blade —
i Vaaren trylled det din Hu
som Skove, naar de suse,
ved Vintertid det er endnu
din yndefulde Muse.
Din Lærlingskare, spredt omkring
i Øster og i Vester,
vil mindes med vor lille Ring
i Dag sin gamle Mester: —
de Øjne under sorte Bryn,
der skinned paa de unge,
og hvad du gav med aandfuldt Syn
og med din sikre Tunge.
Der priser dig saa mangt et Sted
taknemmelige Sjæle,
og Modersmaalet skulde med,
om Jomfruen fik Mæle,
i Dag istemme dig en Sang
saa frisk som Fuglekvidder:
du stred i hendes grønne Vang
som hendes gæve Ridder!
Sid endnu i din Ungdomskreds,
vor Ven og Mester, længe,
og glæd din Sjæl, naar Foraar ses
i Sprogets Blomsterenge!
For dig vi tømme denne Skaal,
du Mand med Vid og Vilje!
og for vort skønne Modersmaal,
den dufterige Lilje.