Ved Stranden
(1866).
(1866).
Du drager Sindet, underfulde Strand,
til Ensomhed og Fred, naar Solen daler,
og Aftenstunden over Bølgen maler
med Farvetoner skære, blide
den lille Fiskerhytte, Skibets Side,
dets Sejl og Master i det stille Vand.
Du drager Sindet, skønne Tryllespejl!
naar over dine jomfrurene Strømme
Sabbathen hviler, dine Bølger drømme,
og alle Skibe gaa for Anker; —
ikkun en Skonnert glider hen i Tanker,
og Solen falder i de hvide Sejl.
Men Aft’nens Skygge vokser, tæt og lun
om Jord og Hav, og alting glider over
i Stundens Hvile, Lund og Eng og Vover, —
en Drossel slaar sin korte Trille,
og Søen gaar mod Landet, sagte, stille,
som Barnet drømmer i sin Vugges Dun.
Du skjønne Sommeraften! varm og blød
du synker over Verden, i din Skygge
som Elverfolket mine Tanker bygge;
din Stemning aander saa fortrolig
fra Blad og Bølge — Sjælen slumrer rolig,
med glemte Sorger, i dit hulde Skjød.