Det er ellers alene hos kvinder, den danske kultur sætter så yndig en blomst. Denne hele forståelse med det skjælmske smil over. Denne klarøjede fornemmelse og dens usvigelige takt. En højt uddannet skjønhedssans smykket hans liv, den skjænket ham især en jævn glæde ved det små og tilfældige. Men således, at han aldrig gav sig helt hen. Alle holdt han en smule på avstand, selv dem nærved. Ikke av kjølighed, men av undseelse. Diskret med sit eget, hjalp han såmeget redebonnere andre, som kom i forlegenhed med deres.
Nokså hastig av temperament, nokså skarp, når det skulde være — og undertiden, når det ikke skulde være. Han var nemlig svag av helbred og derfor ofte utålmodig. Men som han kunde gjøre det godt igjæn! Uden hin pæl i kjødet hadde han vel ikke nadd det indblik i menneskenaturen, som oplod hans hjærte og stilnede hans attrå, så den blev godhed og end mere godhed, skjønhed og end mere skjønhed.
Det følger av sig selv, at hans digte ikke kan bære hele bud fra det skjæreste og duftrigeste i hans væsen. De er avdæmpede efter hans behov til at holde pa avstand. Jeg har endnu intet læst, deri man kommer helt ind til ham selv. Men jeg har måske ikke læst dem alle.
Nej, denne poetiske naturs virkelige digte, det var hans forhold til alle os og til alt det, han holdt av. At begynde med moderen og at slutte med skolebørnene og hans malerier.
Moderen, — der er et billede av hende fra hendes fagreste ungdom, malet av J. F. Møller. Om et fotografi av det portræt sattes ind ved siden av digtene, så sa det os ikke alene, hvem han var, som digtet dem, bedre end hans eget portræt kan det, for moderens asyn er så åbent, det siger alt; men det sa os tillige, hvordan digteren i ham blev til ved at omgås denne mor. Hun har fra først av formet ham og hans skjønhedssans. Men så fik hun da siden ikke lov til at være anderledes end han vilde, sådan omspant han hende med spøg og forkjælelse, — en kostelig, eventyrlet omdigtning til daglig av det meste, som hændte.
Ofte har jeg siddet overfor denne mor og i dette forhold og tænkt: der er i dansk menneskenatur noget, som måske både hjærtelig og åndelig er det fineste, det højest typiske, men som endnu ikke er forløst i dansk poesi. Det ser hastigt på os i Poul Møllers avbrudte fortælling, lidt stilfærdigere i noget enkelt av I. P. Jakobsen og ofte ellers. Men endnu ikke helt betagende, verdenserobrende nogetsteds. Når det kommer til stykket, er der tysk blod i flere av de danske hoveddigtere. De to, som det lå nærmest for at fange det ind, Christian Winther og H. C. Andersen, — den første gled ud fra det i det sanseberusende, den anden var for flygtig og fantastisk. Den yndefuldeste danske skjønhed vænter endnu på sin bejler. Held det folk, vi kan sige det om!
Ligesom musik inde i en æske og endda med et tæppe over, klunker det i nogle få av Greensteens digte fra dette det væntende.
Bjørnstjerne Bjørnson.