Det hændte tidt, at min gamle Ven, Skoleinspektør Greensteen, naar vi taltes ved i hans sidste Leveaar, ytrede Lyst til at samle en Del af de Digte, som han nu gjennem adskillige Aar havde spredt ud over Literaturens Døgnmark, og udgive dem som Bog. Men i samme Aandedræt tilføjede han gjerne en Angst for, at Digtene næppe vare det værd, og i hvert Fald et Ønske om at fyldiggjøre Samlingen med endnu adskillige Smaating, som han gik og grundede paa at nedskrive. Jeg var derfor, da jeg efter hans Død modtog en Opfordring til at udgive hans Digte, ikke helt sikker paa, at han selv vilde bifalde en saadan Offentliggjørelse. Men efter nærmere Overvejelse kom jeg dog afgjort til den Slutning, at der trindtom i hans Vers fandtes saa megen ægte Poesi — Vemod og Friskhed i en egen zart Blanding — at de vel kunde fortjene at opbevares som et samlet Hele. Og i den Karakteristik, hvormed Greensteens Ungdomsven, Bjørnstjerne Bjørnson, har været saa elskværdig at ledsage nærværende Bog, finder jeg en vægtig Støtte for min Opfattelse. Jeg har da af de mange i Anthologier, Børnebøger og Ugeblade foreliggende Digte gjort et Udvalg, der efter mit Skjøn give et smukt og fyldigt Billede af Greensteen som den fine, varmtfølende Mand han var, Børnevennen i ham ikke at forglemme, og som tillige — man sammenligne saaledes Samlingens første og sidste Digt — klart fortælle om den Udvikling, han gjennemgik i Aarenes Løb.
Han havde mange Venner. Jeg er vis paa, at de alle med Glæde ville modtage denne lille Bog, der bærer hans Navn. Han var af de Mennesker, der leve friskt og længe i deres Minde, som holdt af ham.
Einar Christiansen.
I Oktober 1898.