Donna Isabella hviler
døsig i Kioskens Gynge:
kælent sig om Barmens Fylde
Orientens Perler slynge.
Smægtende den skønne Donna,
bader sig i Solens Straaler;
kun Fontænens Plasken høres
i de røde Jaspisskaaler.
Hvilende paa Marmorsøjler
Loftets Mosaik sig hvælver.
— Paa det blomsterstrø’de Tæppe
ligger Ali — angst han skælver.
Til sin Herskerindes Fødder
Blikket yellyst-graadigt skotter,
til de yppig-skønne Former,
der saa pirrende sig blotter.
Hun har gennemskuet Slaven
med de fyldig-røde Læber,
med en Sanseglød i Øjet,
han forgæves dølge stræber.
Sé hvor lokkende hun smiler!
hendes Læber er to Druer,
kun en Sydens Sol kan modne,
formede som Amorsbuer.
I det drømmerige Øjes
Dyb en sælsom Glød der ulmer,
der faar Blodet til at syde
— yppig hendes Barm den svulmer. —
Hun, den perlesmykte Donna,
saa dæmonisk i sin Ynde,
i den arme, usle Slave
grumt har vakt en Vellystbrynde.
Hun har mærket, hvilken Trolddom
Foden over Slaven øver,
sér, hvordan den mér og mére
rént Besindelsen ham røver.
„Ali!” læsper mat den skønne,
„Solen altfor hæftig gløder,
„Ali! kom, lad Viften bringe
„Kølighed til mine Fødder.”
Vellystdrukken han sig krymper;
ti med hvert Sekund, der iler,
mér og mér af Benets Fylde
blottet for hans Øje hviler.
Skælvende han Viften taber,
rasende hans Blod det gløder,
alt han glemmer — kun ej hende,
blodsprængt Øje Øje møder.
Som en Tiger han sig styrter
over Benet, vildt det knuger
— til de skønne Formers Svulmen
Alis Læber fast sig suger.
Tschui! Da hviner det i Luften,
Ridepisken snærter blodig
Alis muskuløse Lemmer
dirrende af Vellyst graadig.