Jeg aabned’ Døren — Himmel! O! jeg saa’
et Skue, selv guddommeligt for Guder:
Paa Ottomanen Edith yndig laa
med Kinden paa de fløjelsbløde Puder.
Berust af Synet jeg tilbage veg,
dér laa hun, endnu i sit Balkostume,
hvorfra dæmonisk-lokkende der steg
en Sind-og-Sans-berusende Parfume.
End var det Nat; kun Maanens Flimmerhav
flød drømmerisk paa Gulvet, mystisk plettet
af Drapperiets røde Skær, der gav
en tryllerisk Belysning Kabinettet.
Paa Drømmevinger hendes Sjæl sig svang:
den hvide Jomfrubarm, der yppig svulmed’,
den drog mig til sig som Sirenesang,
sødt røbende den Ild, der inderst ulmed’.
Hvor hviled’ lokkende ej hvert et Lem:
ti Silkedragten, hvori hun var hyllet,
bedaarende af Kniplingsbølger frem
for Maanens Lys en Junos Former trylled’!
Den hvide Strømpe pressede sig tæt
om Benets Muskler, svulmende saa plastisk
— Antike Former i et Maskenæt
af Silke glat den favnede elastisk.
Saa daarende Violens Toner lød,
en Trolddom til det skønne Syn mig lænked’,
vildt rased’ i mit Blod en sælsom Glød,
mens Maanens Lys sig over Edith sænked’!