I.
Du bøjed’, elskte! Dig for mine Bønners
saa taare- og saa længsels-fulde Blik,
skønt nødig, skænked’ Du mig Dine Ynders
berusende og nektarsøde Drik.
Du frejdig trodsed’ Samfundstraditionen,
foragtede at gaa i Mængdens Spor:
Ti offervillig rakte Du mig Kronen
for alle Nydelser paa denne Jord!
Men da den sorte hist i Kirken ikke
beseglet havde fromt vor Elskovspagt,
og da Du havde brudt med Vanens Skikke,
— Dit Offer mødte man kun med Foragt!
Fordi Du Elskovs evigfrie Aand
ej havde kvalt i Statens Kirke inde
med Ægteskabets moderiske Baand,
man brændemærkte Dig: „En falden Kvinde!”
Og hvem er „man”, der frækt har Løftet Haand
og sat paa Dig „en falden Kvindes” Stempel?
Et Samfund, trællende for „Hensyns”-Aand,
der styrtet har i Grus sit Elskovstempel!
II.
Jeg skulde kunne tvinge mig indenfor Ægteskabets Skranker,
faa Koncession til at elske den, jeg vil,
vide, at mit Hjærte lovmæssigt banker,
gløder af en lovlig Elskovsild,
vide, naar jeg favnende kryster,
er hun juridisk forpligtet til at favne igen,
selv om intet Favntag hende lyster:
For ellers kan jeg gaa til Præsidenten hen!
Det er oprørende, at Loven bryder Staven
over Kupido, denne fyrige Svend:
Præsten er Bødlen og Ægteskabet Graven,
hvoraf han aldrig — aldrig rejser sig igen!