Emanuel Goldstein (1862–1921)

        Aa! nu kan jeg ikke mér! Aa! puh! hvor jeg har løbet! Ja, men det er skam ogsaa forfærdeligt! — — — (løber urolig frem og tilbage i Ventesalen.) Naa! det bliver saamænd et rart Bryllup, jeg kommer til. Ja, men nu ogsaa at tænke sig, rejse 20 Mil — køre hele den udslagne Nat og saa, bardovs! maa jeg blive liggende én Mil — tænk kun én eneste Mil borte fra det hele, bare fordi jeg er kommen for silde! (sætter sig paa Bænken i Ventesalen.) Den søde Laura! nu har hun faaet sin Mand. Nu maa hun ikke længer kokettere. — Mine Herrer! ingen Kuren mér, for nu er hun Frue.

Aa, Goddag! med Forlov og spørge, naar gaar det næste Tog?

        Om fem og tyve Minutter, Frøken. De er formodenlig kommen for silde?

        Ja, desværre! Saa kan jeg vel nok vente her?

        Ja, med Fornøjelse. Bare Tiden ikke falder Dem for lang. Da Assistenten idag er jourhavende, har jeg lidt Tid tilovers, saa hvis De tillader det, skal jeg gærne forsøge paa at holde Dem lidt med Selskab, (idet han maaler hende med Öjnene) Er De nu slet ikke bange for at være kommen ganske alene ud i den vide, vide Verden? (han sætter sig paa en Stol ligeoverfor hende. Pavse. Han tager flere Gange Tilløb til at ville tale, men standser; det samme iagttages hos hende.)

        Det er saa vanskeligt at faa en Samtale i Gang, naar man ikke har Fornøjelsen nærmere at kende den, man taler med.

        Aa! med mig kan man saamænd tale, om Hvad det skal være, bare det er morsomt. Jeg skal sige Dem, jeg er inde i alt muligt. Naa, saa De er vel Stationsforvalter?

        Ja!

        Det maa for Resten være rigtig forfærdelig morsomt saadan som De — De er jo førstkommanderende her paa Pladsen, alle maa lystre Dem, — De fløjter — hele Toget sætter sig i Bevægelse — uh, det var rigtig stygt af Dem, at De før fløjtede — havde De bare ventet et lille bitte Øjeblik til, saa var jeg kommen med . . . .

        Og jeg gaaet glip af Deres behagelige Selskab

— — saa havde jeg allerede været dér, og om en halv Time havde jeg staaet paa Kirkegulvet.

        Skulde De maaske have Bryllup?

        Nej! men min Veninde. Laura Hagens. Det er nu for Resten saadan en sød Pige — 16 Aar gammel. Det var min allerbedste Veninde — ja jeg siger var, for nu, da hun er bleven gift — aa Gud! — saa faar hun saa meget andet at tænke paa, at hun ikke ofrer mig, en lille Proprietærs Datter en eneste Tanke. Hvor det for Resten maa være yndigt saadan at faa, at eje, at besidde, at vide, man har et Væsen, der er ens eget, som man kan tumle med, som man vil, hvor det maa være dejligt! hva’?

        Ja, dejligt!

        Og det allermorsomste er den Maade, hun har faaet ham paa. Nu skal De høre: Hendes Fa’r afgjorde det hele — uden at hun vidste noget af det, hun havde ikke selv den allerbitterste Ulejlighed med det. Hun havde aldrig i sit Liv sét ham før — men Kærligheden kommer jo ogsaa — det véd De jo nok — ganske pludselig (rødmende) ja, jeg véd det ikke. Naa — saa blev de forlovede. Hun gør nu for Resten et rigtig, rigtig udmærket Parti, for han har en meget stor Gaard paa 200 Tdr. Land — han holder Ridehest — tænk Dem Ridehest, og hun er nu for Resten meget smukkere end han. Naa, han er nu ogsaa saadan lidt ældre — 43 Aar. Nu i Dag har de Bryllup — og saa kommer jeg, hendes allerbedste Veninde for silde. De kan saamænd tro, det er haardt — ak ja — Livet er dog fuldt af Skuffelser.

        Tror De nu ogsaa, den lille Amor har haft en Finger med i Spillet dér?

        Ja naturligvis — hvem ellers? Hvor kan De da spørge saa — ja, jeg mener virkelig — saa enfoldig?

        Maa jeg gøre Dem et temmelig indiskret Spørgsmaal: (da hun nikker) Har De nogensinde været forelsket?

        Forelsket — nej! Jeg er jo ogsaa saa ung endnu. Men der er saamænd mange, der har været forelsket i mig. Saadan om Sommeren, naar der kommer Besøg af Studenter paa Gaarden, saa ender det altid med, at de lige rent ud frir til mig. Det hedder altid: „Gud Frøken, hvor De er sød, hvor De er smuk” — og selv om jeg har den allergrimmeste Kjole paa — saa hedder det altid: „Gud sikken dejlig Kjole! hvor den dog sidder mageløst”, og saa — kommer Frieriet: „Min smukke Frøken! jeg tilbeder Dem — jeg elsker Dem af hele min Sjæl” — — (Giver sig til at lé) Aa! det er saa morsomt!

        Tror De nu ogsaa, at saadant et Ægteskab bliver lykkeligt?

        Med mig?

        Nej! Frøken Hagens?

        Ja naturligvis! hvorfor skulde det dog ikke blive lykkeligt? Men det er nu for Resten noget, jeg ikke forstaar mig paa. — —

        Hør! her maa i Grunden være kedeligt, hva?

        Saa-aa, synes De det: Aa — det gør mig virkelig ondt, at jeg keder Dem, men — —

        Nej, det var ikke det, jeg mente — nej, jeg mente saadan Dag ud og Dag ind at være her — det maa dog være énsformigt.

        Aa nej! Ser De, en Banegaard er en Verden en miniature: Man mødes, man skilles, man glæder sig ved Ankomsten, græder ved Afrejsen. — Apropos, Ægteskabet, det ligner for Resten saadant et Tog.

        Saa! hvordan det?

        Man sværmer, det vil sige, man har Lyst til at rejse, — man forlover sig, det vil sige, man løser Billet.

        Hvad koster den?

        Mange Gange mér end den er værd, og man kommer kun sjælden til at køre i 1ste Klasse — den koster én ens Frihed! Naa, der ringes — der lyses, — man stiger ind — Bryllupsdagen, — der fløjtes — man vies — Toget sætter sig i Bevægelse og bruser afsted. Man har givet meget for Billetten — det er ogsaa en Rundrejsebillet paa Livstid. Undertiden sker der voldsomme Sammenstød — men, da Toget jo er i Gang, kan man ikke komme ud, for der gaar et Rygte om, at det skal sé meget farligt ud at springe ud af Toget — maaske det dog i Virkeligheden ikke turde være saa farligt, som man gør det til. Men sandt er det, man bliver voldsom øm i hele Kroppen og rystet og skumplet af den lange Kørsel. — Og hvad der er det allerværste — man kommer sjælden med det rigtige Tog.

        Tror De nu ogsaa Frk. Hagens er kommen rigtig godt op at køre? tror De, hun er kommen med det rigtige Tog? Nej, ser De, der er noget, som kaldes for Extratog. De staar ikke paa den almindelige Køreplan, de maa bestilles og betales — i dyre Domme. — Naa! ja, i Begyndelsen bruser et saadant Extratog ogsaa afsted, der er Fyr paa Maskinen, men efterhaanden som Ilden tager af, saa sagtnes Farten, maaske det gaar saa langsomt, at der kan stige andre rejsende med ind i Toget. — — — Sér De, der er nu tre Grunde, hvorfor Damerne rejser: De har Lyst til at rejse, det er den første Grund — den anden, fordi det er paa Mode og hører med til bon-ton, og endelig den tredje — for at ærgre — de kære Veninder. Rejser man af den sidste Grund, for at ærgre de kære Veninder, saa springer man op i det første det bedste Tog uden saa meget som at spørge, hvorhen det kører — bare det sér lidt pænt ud!

        Nej — De er virkelig morsom! Hør sig mig, tror De da slet ikke, at to, der elsker hinanden rigtig højt, kan faa hinanden?

        Aa! jo! det hænder jo undertiden; men den lange Sammenkørsel trætter dog, Rejseselskabet bliver for énsformigt — man trænger til Afveksling. Trøst De Dem med, at De kun er kommen „for silde” til at bringe Deres Veninde til Toget, det havde været værre, hvis De selv var kommen „for silde”. Det er i Grunden et fælt Ord dette „for silde”, det har gjort mér Skade i Verden end alle gamle Jomfruer og Tanter tilsammen, og det vil dog virkelig sige meget. Disse tre Stavelser for sil-de, de forfølger én overalt og kommer en undertiden slemt i Vejen, og det, naar man mindst aner det.

        Nu fortryder jeg skam ikke, jeg er kommen for silde.

        Saa har Skæbnen været Dem mere gunstig end os andre dødelige. Søger man en Ansættelse — ja i den Kasus har Frøkenen naturligvis ikke været — saa møder man for det meste dette lille Ord „for silde”. Man forelsker sig — dødelig — frier — Toget er kørt — for silde. De sidste to Stavelser kan endda gaa an, „silde”’ — der er dog Haab endnu — men kommer Ordet ubarmhjærtig i sin fulde Størrelse, uh!

        De er Filosof, hva’? Sikken højtidelig Mine De sætter op! Ja, i mange Ting kan De nu for Resten have Ret.

        Hør, De er vist en rigftig Fruentimmerhader, hva’?

        Ja, oprigtig talt, jeg afskyr den kvindelige Natur . . .,

        Fy dog!

. . . men føler mig tiltrukken af den naturlige Kvinde.

        De er virkelig et interessant Menneske. Ja, det er De. Der er aldrig før nogen der har talt om saadant noget til mig. Sé, éns Veninder, ja, dem kan man nu ikke lære meget af. Det er ikke for det, vi snakker saamænd om alt muligt. Jeg er nu heller ikke saa tosset endda — næ, jeg har læst en Del — hvad var det nu for en Bog, jeg læste, og som gjorde saadant et voldsomt Indtryk paa mig, naa-aa, det var om hende, den søde Nora. Uh, det var dog en ækel én, denne Helmer! Ja det maa jeg rigtignok sige: Kvindens Stilling i Samfundet — den er slet ikke, som den skulde være. Vi Kvinder vil nok have, at Herrerne saadan skal være galante, vise os smaa Opmærksomheder, gøre Kur til os og saadan noget, . . . Men nu f. Ex. Herrerne — de kan jo fri li’saa tidt, det skal være. Hvorfor maa vi da ikke ogsaa gøre det?

        Ja, De maa ikke le af mig — men De indgyder mig saadan en Tillid, jeg véd ikke — De er ikke som de andre

        Tror De da, hvis Kvinderne friede, at saa kom de med det rigtige Tog?

        Ja, det tror jeg rigtignok —ja, hvad mig angaar — jeg skulde nok faa den rigtige.

        Stakkels Barn!

        Hvis jeg var Laura Hagens — Ja, jeg mener, hvis Laura havde kendt Dem for to Aar siden — —

        Hm!

        Saa tror jeg skam ikke — (Toget fløjter og kører langsomt bort) hun havde haft Bryllup med ham idag.

        For silde! Toget er atter kørt!