I Daarer, som med teatralske Ord
og laante Fraser lange Taler holde,
„at vil vi værne om vor Fædrejord,
„da maa vi rejse kæmpestærke Volde”.
O Landets vise Fædre! I, der sér
de Fjender draussen fra, som vi ej ane’,
sér I da ej, her staar en mandsstærk Hær
med Liv og Død som Løsnet paa sin Fane?
Det er ej Lyst til Ære eller Magt,
ej heller Vinding, der har blæst i Luren,
men Retten til at leve, der blev lagt
i selv den mindste Skabning af Naturen!
Ved Retten, der blev snedig os formént,
ved Hungerkuren er vi bleven hærdet,
dér har vor Værnepligt vi grundig tjent,
dér læres bedst, hvordan man bruger Sværdet!
Sé: Hæren staar i sluttet Række, stærk!
end kunne ved Forlig I Kampen hindre!
Hværv den, den er det bedste Fæstningsværk
Med svære, faste Mure i sit Indre!