De svælger deroppe i Silke og Guld,
og intet i Verden de savne,
i bare Champagne kan de drikke sig fuld,
og de dejligste Kvinder kan de favne,
for Mønten sig aabner den hvideste Barm,
og det skjulteste skjulte sig blotter;
mens paa Fattigmand skriger hver eneste Tarm,
— Rigmand i Vellyst sig gotter!
— men der kommer en Dag . . .!
Sé, Fattigmand ligger paa Straa og paa Halm
om Vintren, naar Sneen den fyger,
i Stuen er Luften forfærdelig kvalm,
og Kakkelovnen stinkende ryger,
og Ungerne skriger paa Drikke og Mad:
vi har knapt til det tørreste tørre!
Saa maa de mades med Storborger-Had.
— Ungerne, de bliver større —
Og der kommer en Dag . . .!