Elskov er som Syfilis:
den sniger sig — nydelsesbaaren —
ud fra Forjættelsens Paradis
i Vaaren.
Den rives med paa den sære Sejlads
gennem Aarekanalernes Strømme
og naaâr sit Naturmaal uden Kompas
som i Drømme.
Den tærer trædsk paa Marv og Sind,
naar man tror, man har kuet Onderne;
. . . . efter Aaringer varsler den atter ind
med Vunderne.
Ti aldrig driver Tiden ud
af Kroppen Elskovsgiften;
den sætter Mærke paa Slægtstammens Skud
ved Parringsdriften.
Den er Naturens selviske Spil,
naar i Vaargry der fejdes og gantes.
Naturen har kun ét Maal, som den vil:
forplantes.