I hine Jævndøgnsnætter, da jeg nød
i esbouquet-duft-fyldte Kabinetter
ved Elskovstaflet lutter Herreretter,
suged’ jeg Læbernes Tokajer-Glød,
som fosforblaa paa Bægrets Rand sig brød
i Skær af Dine Øjnes Ildraketter,
der bored’ sig i Kødet som Lancetter.
Som Nattergales Hulk Din Stemme lød.
Den lød? Aa Snak! den lyd — aa, fy for Fanden!
Er Kabinettet lejet til en anden?
Er det min Regning, Du vil præsentere?
For høj! For høj! Jeg kan den ej klarere.
Erklær mig kun fallit — men Du maa vente
af mit Konkursbo ringe Dividende!