Du greb mig, Guddom! paa Sirenevis
Med Dine højt besungne Martertænger,
Der brænder, kølnet i Polarens Is,
I Aand og Legem minderige Flænger.
O giv mig atter fri, Du evig-sande
Livsbøddel! som med Elskovsgløden brændte
Naturens Slavemærke paa min Pande
Og aldrig stilte Længslers Higen tændte.
Men ak! min Klage kun som Lyd Dig naa’r,
En saaret Ulvs, som sygt mod Maanen glammer.
— Henover Jorden foraarsklædt Du gaar
Og maner Ofre til Dit Marterkammer.