Karl Gjellerup (1857–1919)

Hil dig, du totusindaarige Dronning!

Hil være dig, dèr du sidder

krumbøjet, graa, med et Smil som Edder,

        og klamrer dig fast med hver benet Kno

over Højstolens Snitværk spændt!

Som Knøs jeg har i din Livvagt tjent,

        det sømmer sig vel, at dit Drapa jeg kvæder;

velan! jeg ser i dit lyssky Blik,

som er stivnet i Griskhed, og Pandens

gustne, forrynkede Pergament

Træk af en Skønhed, der længst forgik,

        Spor af Skændsel og Hæder.

Ja, du var skøn, dengang du drog ud

ung for at stifte dit unge Rige,

haabende Hjælp kun af Gud;

da lyne du lod det paulinske Sværd

og fylked din lille begejstrede Hær

af Aander, som ej vilde vige

men kæmped og faldt paa dit Bud.

Stormen var mod dig, og Stormen var haard,

ej blev din skære Jomfruhud

sparet for Skrammer og Saar.

Men fremad du gik dog, til Vinden sig vendte

lidt efter lidt — og endte

var Ærens og Modgangens Aar.

Du nipped til Vinen i Lykkens Skaal;

hvor smagte den sødt! og Lede

du fik ved Stridens de bitre Kaar;

det var dog saa haardt hver Aften at rede

sit Leje i Asken om Lejrens Baal; —

nej, bedre at hvile paa Purpurhynde!

Ked var du af Staal,

naturligt, du maatte begynde

at se dig omkring efter Guld.

Og Kejseren, han havde Haanden fuld,

Skatkamret var ikke saa lille,

og Verden fyldte det Nat og Dag;

din Skønhed var Herskeren til Behag,

klappet og klar var snart den Sag,

du blev Kejserens villige Frille. —

Og saa var din Lykke da gjort,

du levede højt uden Nød eller Fare.

Fra Sengen til Tronen var Springet ej stort; —

saa blev du i Højstolen sat,

om Krumstaven Haanden greb fat,

paa dit Hoved en gylden Tiåre;

og rundt om flokked sig en tæt Skare

af alle, der bejled til Aandens Mandat;

dog, Bødlerne blev dine bedste Doctores,

med Øxer og Risknipper stod de parat

til at sætte en Slut for Disputernes Prat

og lære Tænkerne mores. —

Saa kom der en Storm- og en Trængselstid,

der trued at rive din Stol over Ende.

Den slog dig Krumstaven afhænde,

Tiåren bag efter den fløj.

Det blev en ugudelig Støj:

man raabte paa »Frihed« — et hæsligt Ord,

som mindst af alle fordrage du kunde, —

du vidste saavel hvad det Ord betød, —

du signede Sværdet, og Bondeblod flød,

du blanded din Røst i de sejrendes Kor:

»Hug Bønderne ned som gale Hunde!«

Saa havde du Spillet vundet,

og det blev befundet,

kun lidet det klædte saa ærbar en Frue

at sidde med Hovedet bart;

saa flikked de dig i en Fart

en borgerlig jævn Matronehue

af Enighedsformler og Stridsartikler,

og dengang slap du med Skræk.

For en Krone af Guld fik du en af Papir,

og var det lidt mindre af Pragt og Sir,

og blev der end stundom i Krogene lèt,

den kunde dog altid beskærme

dit gigtsvage Hoved mod Træk.

Din Kaabe beholdt du, og hvor den var hullet,

og Hullerne altfor galt blev set

og gabed til alle og Hvermands Gru,

dér hjalp man det listelig efter med Blæk;

Risknippernes Kviste forkulled

— vel sandt — i Flammen om Mikael Servet,

men Øxerne rødmed endnu. —

De rødmed af Blod men siden af Rust,

da du maatte din Vrede dæmpe

og saà, du fik fare med Læmpe,

thi Folket og Tiden var ikke just

saa gunstig mod dig til Sinds.

Paa Fløjene saà du din Styrke svinde,

Filosofien, din Statholderinde,

faldt fra med en hel Provins.

Og den greb om sig, den hæslige Smitte,

den trængte ind i din Livvagts Elite;

din Himmel blev truende skyet,

og hvirvelstormende gryed

Oplysningens friske Dag.

Da kom det frem, hvad Mørket kan skjule,

og Aandens Bølger begyndte at spule

dit Kirkeskibs huggende Vrag;

da saà man dit Ansigt skæmmet af fule

Lyster og grisk i sin spejdende Angst,

man frygted med et for at blive din Fangst

og skyede dig og din Sag. —

Og atter genlød i Luften hint Ord: —

»Frihed.« — Fra Filosofernes Bord

blev Smulerne snapped’ af Mængdens Hunger;

saa glammed de op med tusind Lunger

og bed. — Da voxed din Angst sig stor;

nu var det ej Hundenes Blod, der flød

men Herrernes; Himlen blev purpurrød

i Vest, til Marseillaisens Sang

buldrede Revolutionens Trommer,

og hvast Guillotinens Taktslag klang.

Folkene vaagned af tusindaars Slummer.

Nu, vidste du, galdt det Sejr eller Døden;

dog — du havde mærket dig Tidernes Gang,

du sagde: »O, ho! det er Aftenrøden!

kan jeg blot holde ud til Natten,

jeg hæver vel Herskerskatten.« —

Og Natten faldt paa; —

Reactionens germaniske Mulm, der gav

det ægyptiske lidet efter,

over Landene laa; —

saa hæved du atter din Herskerstav,

du følte, nu kom du til Kræfter.

Hvor Herskerne mødtes til Tremands-Spil,

dèr lagde du din Velsignelse til,

Treenighed oven, Treenighed neden —

saa var du vel sikker paa Freden.

Din Magt du øged, dog skjalv du fejg,

der var Uro i Natten og Uro i dig.

Det lysned saa sælsomt hist og her,

i Synskredsen først som Kornmodsskær,

men snart skød takkede, knitrende Lyn

frem under Natteskyernes Bryn,

og Tordenens dæmpede Trommer tonede.

Revolutionens Elektricitet

var endnu i Luften; bestandig hedere

blev du i Ho’det til Trods for den kronede,

purpurhyllede Pietet

og Bajonetternes Lynafledere.

Og nu — hvad var det? hør, tæt ved Foden

af Tronen en dæmpet, gungrende Klang! —

Var det Dommerøxen, der lagdes ved Roden

af Træet? — i Sveddraaber Angsten sprang

af din Pande — du vidste ej selv hvorfor,

du stirrede stift,

frygtende Dolk og Gift. —

Der tjente som Trodsknægt under Standardens

        Korsdug en Dreng

af sundere Blod end nogen i Gardens

        blegsotige Slæng;

fast var hans Muskel og hvast hans Blik,

hans Navn: — Den tyske Kritik.

Han gøs, saa tidt for hans skarpe Syn

        dine kolde Træk

lyste i svovlblaat Skær af et Lyn;

        han saa med Skræk,

at Dronningen ligned en Hex, hvis Blik

        dræber med Giftbraads-Stik.

Saa tænkte han paa dine Jomfrudage,

        paa Kampens Aar;

han havde jo hørt saa mangen Sage

        om Sejr og Saar.

Og vemodsfuld i sit unge Sind

han traadte i Rustkamret ind.

Dèr hang nu de tusind smaa Vaaben, man nytted

        behændigt imod

de fribaarne Aander, — men inderst, støttet

        til Tronens Fod

under Spindelvævs-Hylstret han fandt i Behold

dit ægte, oldgamle Skjold.

Da tændtes i Sjælen en sælsom Gløden,

        han ud det bar,

og gned og pudsed det ufortrøden,

        til blankt som Glar

befriet for Støv og Rust og Fejl

han skuede Staalets Spejl.

Igennem Mørket det lyste mat;

        han saà, du sad

saa strunk i Stolen; saa greb han det fat,

        op steg han ad

de hellige Trontrin og løftede det

foran dit Ansigt tæt.

Der knitred et Lyn med sin Flamme blaa;

        du gav et Sæt;

dine egne hæslige Træk du saà

        foran dig ret;

du stirrede ind i det sanddru Spejl, —

i Stolarmen skar hver Negl.

Du stirred og satte selv i Ægiden

        Medusa-Træk;

du skjalv for aldrig at røre dig siden,

        forstenet af Skræk;

et Smil som Edder forgifted din Mund, —

og det var din sidste Stund.

Saa raab kun alle I Rigets Magnater

og Petits-maitres: — Professor-Paver,

Biskopper, Prælater,

og Licenciater,

Domprovster med Silkemaver,

Studenter med Silkehuer!

Raab, mens I blæser i

Sejrens Trompet, eders: »Dronningen leve!«

Oplyst’ ved Aandens Lynstraale læse vi

Svaret, som Tidens Jærnhaand prented

dybt ind i Pandehuds-Pergamentet

med Farve af Øjets slukte Glød:

        »Eders Dronning er død.« —

Hil dig, du totusindaarige Dronning!

Hil være dig, dér du sidder

krumbøjet, graa, med et Smil som Edder,

og klamrer dig fast med hver benet Kno

over Højstolens Snitværk spændt;

sid du kun stiv, lad din Mumie klæde

en Stund det ormstukne Herskersæde,

Ingen vil Tronen bestige,

        Enevoldstiden er endt;

under dit onde, brustne Blik,

der dræbte sig selv med sit Giftbraads-Stik,

blomstrer dit gamle, forfaldne Rige,

Videnskabernes fri Republik.