Den gamle Kong David var vis og stor
det vèd vi af Bibelhistorien,
blandt alle Poeter og Konger paa Jord
ham sikkert maa tilkendes Glorien.
Han digtede uden Rimets Kling
i Parallelismus membrorum,
og herskede uden Stænder og Thing
mægtig som rex Judæorum.
Dog havde han selv kun en Cæsars Rang;
Jehova som en Augustus
stod over ham, og Kong David hang
som det længste Sværd i hans Rust-Hus.
Man kalder sligt for et Theokrati,
det er en prægtig Forfatning,
saa glimrende stolt — for dem, der er fri for
Lænker og uden Beskatning.
Jehova-Augustus engang sin Legat
Hr. Gad den Profete udsender
til David-Cæsar med saadant Mandat: —
Jehova til David sin Tjener.
Saasom vi frygte, at din Provins
og du selv skal for mægtig blive,
din Folketælling os bringer til Sinds
dig saadant at foreskrive:
Du har at vælge: tre Hungersaar
eller tre Dages Pest for Landet,
eller selv du trende Maaneder gaar
paa Flugt af din Fjende forbandet.
Stat pro ratione voluntas; est
certum deliberatumqve;
vælg nu hvad selv dig tykkes bedst,
qvod felix sit faustumqve.
Givet og afsendt fra vor Residens
i den syvende Himmel Anno a
condito mundo firetusind halvfems
d. 15de Tisri.
Jehova
Kong David var vîs; hans Hjærneskal
havde Levereglerne inde;
af flere Onder man vælge skal
det mindste — det randt ham i Sinde.
Kong David var ogsaa en praktisk Mand,
sig selv er man nærmest ham tykkes;
han var Digter og vidste, at Tanken kan
med Ordene herlig smykkes.
Han svared: »Ak, lad det ej være saa
at Mennesker volde mig Skammen,
nej, heller Jehova os alle slaa!
Jeg vælger Pesten; Amen!«
Med Pestens Øxe til Israels Land
Jehova en Lictor sendte;
dér vog han syvtitusind Mand
(med Kvinder og Børn in mente).
Men David sad lunt i Hebrons Skød
alt under de viftende Palmer;
hans Kvinder kredensed ham Vinen sød,
og saa sang han de dejligste Psalmer.