I.
Stille hvile Torv og Gade,
Sølvdis dirrer gennem Nattens Luft
vugget i Allèens Blade-
Køjer bade
Maanestraaler sig i Lindeduft.
Tys! tværs over Torvets Længde
flagrer let et muntert Tonekor,
rundt om mig de Vingen sænkte,
dugbesprængt de
Mindets Krans omkring min Tinding snor.
Duggen som en Taare Øjet væder;
ofte før I mig bekranset har!
Andre Dage — andre Steder —
andre Glæder —
ak, men Tidens Stormflugt bort dem bar.
Hvor i Nattens køle Luft den sender
tungt sin Aande ud; den Krans, jeg bær’!
Mod min Haand jeg Panden læner, Duggen blænder
Øjet, og jeg glemmer, jeg er her.
II.
Og vakt ved disse Toner, som flagre mig forbi,
der vaagner i mit Bryst mangen halvglemt Melodi,
som blunded i Erindringens Dyb lig en Fugl
med Hoved under Vinge i Bladnattens Skjul.
De aabne deres Næb, og de ryste deres Fjer,
de flyve dem imøde — bestandig fler og fler; —
og midt i Fuglesværmen en Kvinde jeg ser.
Var hun først, eller kom hun af deres Susen kaldt?
Jeg véd det ej, jeg saà dem saa ofte sammen alt.
Hun er som hin Æventyr-Pige, der fik
den underfulde Gave at trylle med sit Blik
og lokke med sin Røst hele Fuglenes Hær,
saa de flokkes og samles fra fjærn og fra nær; —
hun elsker dem saa saare, og de fik hende kær.
Hun er skøn, som hun staar dér, saa blond og saa fin,
under Fuglevrimlens Sky,
under tonende Vinger, som en Dronning i Ly
af en gyngende Fjærbaldakin;
de lyde hendes Vink, og hun fanger dem ind;
se, Schuberts Due stryger sit Næb mod hendes Kind,
og den Chopinske Ædelfalk paa Haanden hun bær’,
den pudser sine Fjær
og letter sirlig paa de spidse Vinger;
mod hendes Bryst sit Hoved har Mozarts Svane lagt,
og Beethovens Ørn ved hendes Fod holder Vagt.
Saaledes saà hun ud, da jeg først hende saà;
jeg var en Dreng og kunde kun kolde Ord forstaa;
da rørte hun min Tunge med hin Saft, der gør klog,
saa man Fuglene fatter og Fuglefolkets Sprog.
Dette underfulde Sprog, som har Udtryk for det,
der svæver over Ordet lig en Sommerfugl let
og undslap Tanketraadenes fint spundne Net,
der har Svar paa hvert Spørgsmaal og Adel for hver Lyst,
en Balsam for hvert Saar, for hver Længsel en Trøst.
Og lidt efter lidt blev jeg husvant deri;
men til alle de Toner og til hver Melodi,
der flyver mig imøde, ihvor jeg gaar frem,
har hun knyttet — som en Pige en Silketraad kan binde
om sin Yndlingsdues Hals til en Pryd og et Minde —
en Duft af sig selv og af vort elskede Hjem.