„ — — Næppe ere hine Ord udtalte, saa følger med en Hast og Præcision som et Ekkos, fra de saarede Interessers og Forfængeligheders Side et tusindtunget Svar, et Svar, som hundrede Hundekoblers rasende Gøen. Og hvad sker saa dernæst? saa hænder det, at først En, saa En til, saa endnu En kommer til den nye Retnings Talsmand, hver fra sit Udgangspunkt, hver med sin Revolte, sin Ærgerrighed, sine Savn, sit Haab, sin Vilje, og de vise ham, at det Ord, han har udtalt, er Kød og Blod i dem.
(Georg Brandes: „Slægten fra 1830” Indledningsforelæsning til „Den romantiske Skole i Frankrig”, holdt i Efteraaret 1879 paa Kjøbenhavns Universitet i det theologiske Auditorium.)
I.
Saa sad jeg da paany i det forhadte,
savnløst forladte Auditorium.
Det samme Halvlys i det gule Rum; —
som gnavne Oldinge med grønne Skærme
for deres svage Øjne stirred matte
Lampetter paa det nye Publikum,
der turde frækt sig Helligdommen nærme.
Det var just ej den sammenløbne Flok,
som i Athenes Haller spiller Gæsten
paa denne Døgnets Tid, da dèr er nok
af Varme — og lidt Aandrighed forresten.
Man saà paa Mænd og Kvinder, Unge, Gamle,
som, Arm mod Arm, paa alle Bænke sad
og stod langs Væggen i en sluttet Rad,
der maatte her en fælles Sag dem samle,
de vented længselsfuldt og spændt — paa hvad?
Og mens jeg vented, kom en vaagen Drøm: —
den sagte Hvisken rundt paa alle Sider
var som en Rislen af en stille Strøm,
paa hvilken som et Blad min Tanke glider
tilbage til de èn Gang svundne Tider.
Det syntes mig, jeg sad paa samme Plet,
for tre Aar siden, noget mindre, — ak!
men fromme Læser! lidet mindre slet;
thi over Bordets nye sorte Lak
gik Odden af min Pennekniv og ridsed
barnagtig trodsig et blasfemisk Vers,
mens rundt om unge Theologer spidsed
de flittige Øren og paa kryds og tværs
skrev løs, saa Pennen sprutted paa sin Vej.
Og paa Kathedret, hvor det hæver sig
solidt langs Væggen lig et stygt Skafot,
som Tanken blind og bunden har betraadt
for efter endt Proces nu dèr at rettes
og radbrudt over Troens Stejle flettes,
dèr saà jeg — syntes mig — min gamle Kending
fra fordum, den beskikkede Profos,
staa frem, beredt til i en Haandevending
at statuere et Exempel, os
til Skræk og Varsel, hvis paa disse Bænke
en Yngling af den Sygdom led: at tænke.
Han løfted just i Haanden et Glas Vand
for sindrig nok at vise os, hvordan
den fri Personlighed med Viljen kan
Naturens Tyngdelov bekæmpe sejrrig,
hvorved Sanct Peders Vandring over Vandet
blev saa forstaaelig — som meget andet.
Jeg vaagned; — pludselig hver Mund blev stum;
en Knirken lød; — man rejste sig ved Døren,
og rundt om rejste sig den hele Vrimmel.
Jeg selv stod hurtig op, og næsten førend
Tankeprofossen med sin Ryg saa krum,
som bar han — Atlas lig — en hvælvet Himmel
af Overtro, var af mit Syn forsvunden,
stod du deroppe ung og rank og kæk. —
Hins brede, hjemmegjorte Hvergarnstræk
med det usikre, vamle Smil om Munden
forsvandt med et for dit Fysiognomi,
udpræget, sjældent, fint og stærkt, som Silke
fra Orientens Væverstol, hvori
man tydelig kan se hver Isletstraad,
som her jeg skued Fibrene, til hvilke
Naturhusholdningen endnu fik Raad,
den Gang den væved Slægtens Adelstammer.
Din spinkle Rankhed bøjede sig let
og smidig som en sleben, fin Fleuret,
der vippende i Tidens sikre Haand
den blege Overtro i Hjærtet rammer,
og gennemskærer Tankens møre Baand,
og staar i Dæk mod hele Sværmerhadet.
Mørkladen, fremmed, syntes jeg du bar
Budskab til Nordens Havgus fra en klar,
solhed, i evig Skønhed ungdomsbadet
farverig Sydegn, af hvis Ild i Arv
du modtog den vulkanske Lavamarv,
hvor af saa mangt sin Flammenæring fik:
de iltre Fagter og det hurtige Blik,
det lyse Smil, de dybe Jordskælvstanker,
de Ildsprudsord, hvis Gnistregn gennemfløj
den side Fordoms Mosetaages Banker,
truende, pragtfuld, ødsel, farverig.
Og da du med et Kast tilbage strøg
det stæreblanke Haars nedfaldne Flig,
saà vi, der med Beundring kendte dig,
med Skønhedslinjen Dømmekraften blande
sit Stempelmærke paa din blege Pande,
som Vindens Bølgekrusning blander sig
paa Havets Plan med Strømmens Hvirvelvej.
Dèr stod du sirlig i den sorte Kjole
med snehvid Halsklud, paaklædt som til Dans,
en revolutionær Carmagnole
som den, du spilled op til hertillands,
saa alt, hvad der var Ungdom i herhjemme
sprang op med et ved Klangen af din Stemme
og næsten dansed sig fra Sind og Sans,
mens bag af Dansen gik den gamle Skole; —
og Professorer paa de høje Stole
blev rystede fra Fodsaal indtil Isse
af Rædsel og Forargelse ved disse
med alle »akademiske Traditioner«
højst uforenelige Valsetoner,
der gennem Visdoms-Uglernes Ruin fløj
med Klang som David Strauss’s Violinstrøg; —
og alle Præster snubled i de lange
Sløjkjoler, mens de, korsende sig bange,
tog Flugt fra denne Hvirvelstorm, der maatte
Guds èn Gang skabte Verdensorden spotte; —
og gamle Jomfruer samt bly Matroner,
hvis lange Silkeslæb og Kniplingssvanse
blev ganske ynkelig i Laser traadte,
(og hvem ej Aldren raaded til at danse)
trak sig tilbage knibsk og rynked Næsen
ad dette uanstændige Friskfyrsvæsen.
Saa fik de bænkeprydende Matroner
samt deres Kavalerer, Professorer
og Præster, blæst Reveille fjærn og nær,
og hurtig fylked sig den hele Hær. —
Bibelhusarer med augsburgske Sporer,
og himmelblaa trofaste Dydsdragoner
med Ordnens Borgervæbning saà man samle
sig til en Kamp for alt det kære gamle.
Og denne Skare, talrig som forvoven,
fik dernæst Brev paa (Brevet kom fra oven)
at dette Korstog for det ægte danske
mod dem, der grebes af den udenlandske
uorthodoxe dansende Mani
— og i Særdeleshed mod Korets Fører
den gudsforgaaende Tros- og Statsoprører
var i sin Orden og blev billiget ganske
af Mestre ved vort Statsmaskineri. —
Og nu, ved Mindet om hin uforsagte
Stormtid, da Tanken rejste Panden frit,
om Hadet og Begejstringen, du vakte,
om det du stred for, det du har bestridt,
hvad du gav Afkald paa, hvad du har lidt,
brød Bifaldsstormen gennem Salen løs.
Hos mangen Veteran og mangen Knøs,
der tappert klapped sine Hænder ømme,
saà jeg i Kindens dybe Farvestrømme
den samme trodsige Stolthed ved at hylde
vor slagne Chef som den, jeg følte fylde
mit eget Sind; — og i mit Øre lyder
endnu hin tomme Larm, der ofte fryder
en daarlig Sanger, opløst som i klare,
jublende Toner af en Festfanfare,
et Forspil til en Sang, hvis døde Ord
jeg hører rejse sig i Aandekor,
opmanede af deres Hjærnegrave,
og slynge sig til Dithyrambevers —
et mangestemmigt, gladbegejstret Ave
til Tankens Frihedshelt fra Slægten fra halvfjerds.
II.
Stormbringer, hil Dig! velkommen tilbage
derude fra til det gamle Land
med Bøgenes Hegn om den blaanende Strand,
med Nattergals-Nætter og Lærkesangs-Dage,
hvor kraftige, rugbrødsædende Mænd
med huslige, blonde, uskyldige Kvinder
leved saa blikstille Aarene hen
med Storm kun i Fædrenes Stordaads-Minder
og dyrked den sandeste Gud
og længtes ret aldrig ud.
Du længtes ud, og du længtes tilbage,
du maatte et Tag i de slumrende tage
og raabe dem ind i det søvndrukne Øre
de Spørgsmaal og Tvivl, som derude sig røre,
de Kampe, der stod, og de Sejre, der vandtes,
hvor smaat det forgudede var, som fandtes
hos os mod det i den store Natur
hinsides den dano-kinesiske Mur.
Saa iled Du hjem og afhjalp vor Nød
og bragte fra Verdensaltret en Glød
til Staden, til »Nordens Athen«,
lig ham, der løb indtil Kvæld fra Gry
til kolde Altre i Pallas’ By
med Ilden fra Delfis Sten
og saa sank sammen,
med Blodet tvættende Soklens Rand,
mens oppe paa Altret den kastede Brand
sejrrig spilled med Flammen.
Det er nu den Løn, Ildbringerne fik
alt siden Prometheus’ Dage;
har Tiden end brudt Skafotterne ned,
om Lænkernes Jærn end sønder den sled —
Herskerens Ørne er endnu tilbage
og praktisk sindede vel de vèd,
hvor Næbbet sikrest kan saare
Idèens sværmende Daare; —
du saà den vel forud, den Skæbne, du fristed,
du aned vel Tabet af alt, hvad du misted,
og stod dog til Kamp bered.
Saa lod du da Lyset skinne, og nok
der var, som gav vaagne Svar;
da vaagned og Zionsvægternes Flok,
hvem Lyset i Øjnene skar;
»Ha Lucifer!« raabte de, medens de keg
mod Morgenstjærnen, som straalende steg,
og klemted saa Brand og hidsed imod dig
Zeloternes Bande og Rigets Magnater
og Pressens Hunde og Renegater,
som logred for dig men fejgt forlod dig,
dengang du blev ramt af det store Ban;
saa vég du, der kæmped saa uforsagt
omsider for Afmagtens Overmagt,
og søgte et gæstfrit Hjem;
saa holdt de da Zion og Moria med
Jerusalem
og hele vort hellige Land;
de byggede klogt paa det sikreste Sted,
paa Klippegrunden, paa Folkets Forstening
i gold Dogmatik og i Afdødes Mening,
og du — paa Spreeslettens Sand.
Men før til faas og de bedstes Sorg
du valgte Exilets Dage
du havde dog ramt Reactionens Drage,
vor Helligaands-Ridder! vor Sanct Georg!
du havde dog ladet den krympe sig under
din Gangers Hovslag, saa Edder og Blod
endnu flyder ud af dens Vunder;
dens stumpede Gifttand er løs i sin Rod,
og slappere knytte dens slimede Ringe
sig over vort Bryst, og dens Flagermusvinge
basker saa mat —
kan ikke flyve, kan ikke bringe
os bort til den gamle Nat. —
III.
Og medens du hilstes af dine Adepter,
da gled just det straalende Scepter
fra Tiaarets rystende Haand;
det var nu steget ned fra sit Sæde,
med Regnskabets Bræt allerede
for den evige Dommer, Historiens Aand,
det skælvende stod
og bøjed for ham sit graanende Hoved
bekranset af Blomster og plettet af Blod.
Tungt var hans Regnskab, Klagerne store,
selve den galliske Republik
kunde ej helt med sin Tricolore
dække det Underskud, Regnskabet fik;
og Tiaaret stammed, af hver en Pore
flød Angstens Sved, mens Dommerens Blik
sænked sig mørkt; da saà det, der fandtes
paa Tavlen et Navn: — Georg Brandes.
»Tilgiv da ogsaa din Tjener, Herre!
for hans Skyld, er ikke hans Værk mit?
Se, jeg har ledet ham Skridt for Skridt!
vej denne Daad mod den sidste Klage;
vel er hint Land kun en afsides Krog,
men selv det mindste burde jo drage
med i det evige Tog. —«
Men Dommeren hæved sit forskende Øje:
»Hvad nævned du dèr?
maa ikke skamfuld du Hovedet bøje?
han er mig kær,
visselig skulde dit Regnskab det baade,
havde du skænket ham hele din Naade,
lønnet ham efter hans Værd.«
»Ak gaa ej saa haardt med din Tjener i Rette,
Herre! jeg sèr, at du alting vèd;
saa vèd du og dette:
Jeg har ej forskyldt, hvad den ædle led;
det er jo alt mine Formænds Brøde,
deres er Sæden, hvis giftige Grøde
tynger hans Plantning ned.
»Dog har jeg luget, saa godt som jeg evned,
Ukrudtets filtrede Krat;
se, det vil visne, som endnu er levnet,
snart har det ny sine Frugter sat,
videre Ry har hans Krænkelse hævnet,
snart er det gamle forladt,
svøbt i den evige Nat. —«
IV.
Medtag vor Hilsen, naar vor Ø
du har forladt,
som Østens Storm, der har vor Sø
i Oprør sat,
ud imod Verdenshavet gaar
med sine skygraa Hvirvel-Haar
indflettet med en Krans af Skum fra Kattegat.
Og tag min Sang, skønt sendt af En,
hvem denne Hob
har skjult, indtil han fik en sen
Begejstringsdaab,
der, ung i Handling som i Aar,
vel fjærnt fra dine Minder staar
men ikke længer fra dit Venskab og dit Haab.
Da du slog Fængslets Port i Kvag,
og fra sit Bur
hver Fugl fløj ud til sangglad Dag
i fri Natur,
da dine Venner flokked sig
om Frihedsfanen, — sad jeg bleg
og grov med blodig Negl i Fængslets Kældermur.
Og Kampen stod med svigtet Held,
med Tab og Blod,
Ti-Aaret lakked alt mod Kvæld,
og rømmet stod
»den sidste Skanse«, dengang jeg
til eders Bivouak fandt Vej,
sky som et saaret Dyr med tornesporet Fod
Men kom jeg sent og har ej delt
fra første Færd
Strabadserne — jeg er dog helt
i denne Hær;
trods nogen arret Grenader
min Sag til dens jeg lænket ser
og tør vel prise dig, jeg véd hvad du er værd.
Som Livets Skat jeg Skæbnen bad
at skænke mig
et Navn forhadt af deres Had,
som hade dig,
men elsket af den samme Slægt,
der har dit Ry i Varetægt,
den Slægt, hvis Fødder staa paa Fremtidsmaalets Vej.