Sandhed, Gudinde! sig mig, hvem var hin
forkomne, pjaltesvøbte Tiggerskare,
der skjalv paa Tempeltrappens Marmortrin
— som Gysen Blomsterne kan gennemfare
i Gry, — da Lys fra Kjortlens Regnbuebræm
og Stjærnekransen straalte over dem?
som bad og frygtsomt strakte Haanden frem?
den Hob, til hvem
kun dine Svende, Væmmelse og Gru,
Almisse kasted, mens de hæslig smilte,
da Haab, Begejstring, Fred og Ry som du
med bortvendt Aasyn ind i Templet ilte.
Har de ej Hvilested, ej Land, ej Vraa?
Hvo var de, hvorfra kom de, og hvor gaa
de hen? — hvi luktes, da de banked paa,
Portfløjens Slaa? —
»Du spørger hvem den var, den Hob, du saà:
dens Navn er Legio — en Legion,
der stedse paa det tørre helst sig lejrer,
som triumferer tidt men aldrig sejrer,
som hverved i hvert Land, af hver Nation,
og sanked Navne i hvert Tungemaal,
Navne med hver sin Vægt paa Verdens Skaal,
og hver sin Klang, — som rent og lødigt Guld
er Nogles, dog de fleste af dem klinge
som Kobber knap, — men mægtigt eller ringe,
tungt eller let — det varer ikke længe,
før Tiden skal sin Jernhaand tage fuld
af dem og kaste dem som Regnepenge
i Grams til Afsky, Glemsel og Foragt. —
Forskellig vel er deres Rang og Magt,
som deres Maal var ulig deres Vej,
som Angrens Smerte, den de ej kan lindre,
var deres Brøde større eller mindre, —
men alle ved mit Blik de krympe sig
med Selvforagtens Orm i deres Indre.
ȯverst paa Templets brede Marmortrappe,
Portalen nærmest, husker du, du saà
en tidlig ældet Ynglingskare staa,
med Panden bleg og sky, med Miner slappe
med visne Kranse af Violer smaa,
med Attraas Ild i Øjets dunkle Vraa,
der som en osende, forvildet Flamme
slog ud mod mig og slukned i det samme,
da Frihedspustet fra min Kjortelsøm,
svanger med Duft af deres Ungdomsdrøm,
strøg som en Vaarvind over deres Flok.
Af dem har hver min Elsker stolt sig kaldt
de sukked for min Fod, de offred alt.
Saa trykte jeg min Krans om deres Lok,
mit Kys paa deres Pande, — men de saà
mig kysse Andres Læbe, Andre, paa
hvis Hoved jeg en Krans af Stjærner satte
med evigt Genskin af min egens Glans;
da mente de sig svegne og forladte,
Skinsygens Orm bed deres Blomsterkrans,
der som en Begkrans brænde vil og klæbe
sig fast til Panden; Kysset af min Læbe
sved deres Hjærne. — De drog udenlands
fra deres Elskovs Hjem og Længslers Havn;
i Skøgers Selskab spotted de mit Navn
men dreves hid af deres aldrig dræbte Savn.
»Du husker Andre, nærmest hine just,
dog lavere, bevæbnede men tamme,
med Skjolde, pletfri ej men uden Skramme,
med Sværd, der rødmed ej af Blod men Rust
med Brynjer uden Bule eller Rift,
og Panden under Hjælmens Skygge bar
som deres Vaaben intet blodigt Ar
— den vilde Kamps og Modets ædle Skrift —
men Rynker, prægede af Fejgheds Stempel.
Se disse kom bevæbnede en Dag,
mens deres Ungdom blussed, til mit Tempel,
brændte af Brynde efter ung Bedrift,
rede til Døden for min evige Sag.
Saa tog jeg deres Sværd og signed dem
til Slag mod Løgn, der bryster sig om Dagen,
og den, der natlig dukker sig i Smug;
min Stjærne lod jeg odde Bannerstagen,
mit Ild-Tegn mærkede dens Purpur-Dug;
mit hellige Løsen lærte deres Tunge.
Og de drog bort med Sang. I deres Hjem
de rejste Lysets Banner, og de Unge
omkring det flokkedes — men sejred ej.
Foran dem, bag dem, rundt om, fjærn og nær
opspærred Løgnen sine Hajtands-Kjæber.
Da sank afmægtig deres Mod og Sværd,
Kampsangen drypped død fra deres Læber,
de veg og gemte deres Vaaben hen,
de spredte sig og vented bedre Tider, —
som kommer, naar engang en Slægt af Mænd —
hen over deres øde Grave skrider; —
men de skal aldrig mere drage Sværd fra Lænd.
»Men lavest, skulende mod mig, der gik
forbi dem, frygtende at Lykken holder
maaske sig skjult bag Kappens side Folder,
med Spillerens udbrændte Feberblik,
hvis falske Tærning over Bordet ruller,
med Miner, slappe halft og halft fortrukne,
med trællebøjet Ryg og fremskudt Skulder,
med Regnebrættet paa de krumme Knæ —
dér sad den usleste, den ormestukne
frugtløse Frugt af Slægtens raadne Træ.
De følte aldrig Elskov eller Mod
opildne deres lunkne, blege Blod.
Dog, mens mit Navn i Mængdens kildne Øre
var Fløjteklang, da kunde man dem høre
i høje Toner pralende bebude
den evige Sandheds frie Ret og Krav;
for Tidens Vind de løfted Frihedsfanen.
Men da min Stjærne vendte sig i Banen,
og Vinden fyldte Kirkeskibets Klude,
de drejed sig med den som Vindfløj-Hanen,
og vSolden i min Hær de fandt for lav.
Dog endnu hist i Arkens gamle Skude
de skele frygtsomt efter Vejrets Manen
og regne ud, hvad Løn jeg, hvis jeg sejred, gav.« —
Hvad Hævn og hvilken Straf har du beredt,
vor evige Gudinde! da for hine,
som har din Herlighed og Skønhed set,
og kendt din Kraft; der nævnte sig som dine
men svigted dig, forraadende din Sag;
som bjærged Gods ved vore Flaaders Vrag,
som elsked Hvile mer end blodige Slag,
Nat mer end Dag?
Thi det fuldt vel jeg vèd, at ej du er
med Grusomhedens Vellyst kendt, som hine
dødsdømte falske Guder, Mennesker
har skabt i deres Billed for at pine
enhver, som længes bort men vakler fejg
med Trusler om et Baal, der slukkes ej,
og hidse Pøblen mod de Fri, hvis Vej
er traadt af dig! —
— »Selv skal de dø, som og min Ven og Fjende,
men ikke saa skal deres Navn og Minde.
Det skal ej dø, ej leve: — angst det bygger
imellem Liv og Død, som Dæmringsskygger
imellem Lys og Mulm. Paa Klios Bræt
et navnløst Tegn, en dunkel, smudsig Plet
den Usles Minde skjuler og bevarer.
Og peger man, og spørger man om det,
da skal det hedde, — hvis ej Tavshed svarer: —
Han var blandt dem, der dyrke Grændsens Ørk,
hvis golde Sand har al hans Kraft udtømt;
han var ej levende ej død, ej slet
ej god, ej kold ej varm, ej lys ej mørk,
ej skjult i Mængden heller ej berømt —
han selv er ej, hans Værk var ej, hans Navn er dømt.«