Jeg har forladt det lune Hjem
og krydser frem
mod Storm for spændte Vinger,
jeg stiger og slaar ned som Lyn
paa mangen Stork og Trane;
du staar og skygger for dit Bryn
og følger angst min Bane: —
»Barmhjærtige Gud, ak hvilket Syn!
du slemme Falk,
du Tyv, du Skalk!
du var engang ret from og god!
godt, jeg betids dig flyve lod!
hvem kunde saadant ane?«
Min Glut! du skulde holdt paa mig
dengang jeg ej saà koldt paa dig,
og trukket Hætten over
mit elskovsfangne Blik,
og bundet mig med Silkebaand,
mens jeg sad artig paa din Haand,
og tæmmet mig med Art og Skik,
og vant mig til at søbe af
den gamle lunkne Mose,
til endelig din glade Fugl
gik hen og blev en Vadefugl —
en slig Metamorphose
kan stundom heldig løbe af, —
det var din Pligt i Grunden,
du havde derved gjort dig
din hele Slægt forbunden.
Det skyldte du din Onkel,
Den fromme Stork, der stolprer
om i Mosens Slam, hvor Dunkel-
mænd pleje Raad og Dom, —
som bringer Børn paa ærbar Vis
foruden Slibrigheder —
som nødig bygger Reder
i Skovens stormbesøgte Skjul
men helst paa Præstelængens Hjul —
en fredet, agtet Borger;
og Jomfru Hejre, Tanten,
der tripper om saa sippet, sart —
det var din Pligt min sandten!
for Angst og mange Sorger
din Slægt du havde spart.
Jeg priser nu min Lykke,
at end jeg har mit Kaperbrev
og at jeg ej besvogret blev
med dine kære Frænder;
at ingen bløde Hænder
har stækket Vingens spidse Fjær;
at Øjets Ild blev ikke slukt
af Falkehættens Lær;
at ikke spagt jeg vader
omkring blandt Mosens visne Rør,
men stiger frit i baandløs Flugt
og maaler Himmelrummet
og hugger ned med Næb og Klør
paa mangen Stork og Hejre —
saa faar det vise sig, hvem der skal sejre.