Ingen Toner og ingen Duft; —
fra Krystalskiven højt i den frostklare Luft
lydløs fin
over Sneskoven Lysregnen falder;
som Diamanter paa Hermelin,
som Støv af Krystaller
blusse dens Draaber med blaahvidt Skær
paa svagt glas-raslende Rimfrost-Trær
og Straa som slanke Koraller; —
intet Grønt, ingen Jord;
Skygger af Granernes hvide Luffer
blaalig langs Stien sig tegne; —
paa Stien kun mine egne
snestøbte Spor.
Farer jeg vild? — mon Mindet mig skuffer?
Sig mig, min Elskov: — hvor? —
Var det ej her en Avgustkvæld ifjor,
var der ej Hvislen af blinkende Blade,
Susen af Graner,
Fuglesang, bølgende Dufte og glade
sødt henaandede Ord —
Alt, hvorved Hjærterne drømmer og aner,
Alt, hvorved Sanserne blændes; —
paa Stien kun Tvendes
græssvøbte Spor.
Nej, lad dem hvile, de frosne og visne
Minder i Hjærtets sprukne Urne,
naglefæsted’ af Rimens Torne!
Nu, da Taarer ej væde
Kinden, førend de isne,
nu er ej Tid til at græde;
her er ej Sted til at haabe og lide
midt i den straalende, isnende hvide,
evige, følelsesløse Natur.
Ulmer det end bag Forsteningens Mur?
Det er, som det sidste Sandskorn var rundet
og svundet fra Timeglasset;
som havde nu Livets Vægtskaale fundet
omsider den evige Ligevægts Havn
uden Stigning mod Haab, uden Sænkning mod Savn,
medens Tungen, en Naal i Udviklingskompasset,
som af et magnetisk Søvnslør bundet,
stod pegende mod det Bevidstløses Pol
uden Svingning — den svageste blot
uden Udslag til Ondt eller Godt.
Nu er Jorden skjult for sin Moder-Sol;
den har ødt sin guldtunge Arv,
i dens Knogler den glødende Marv
bliver kold, og Aarernes Ild uddrukket;
hvor har det ej banket, dens uhyre Bryst!
det har hævet sig stolt i berusende Lyst
og sænket sig atter og stønnende sukket
under Lidelsens kvælende Mareridt:
for hver eneste Lyst har den tusindfold lidt
det er godt, at dens Glød blev slukket
fortæret, brændt ud i sin egen Flamme,
kølnet og størknet i Isens Ramme,
krystaliseret til evig Tid,
som oppe i Datter-Kloden saa gold
og klar og isnende hvid,
hvorfra nu Lysregnen falder,
Krystallys over Krystaller. — —
Den straaler saa ren og saa marmorkold,
den uddøde Jord
som et Alterbord;
hvor var det ej smykket saa mangefold!
Pragtblomster og Blade
har dækket dets Plade
med Kransenes levende Farvekaskade;
hvor blev det ej dyrket fra Tidernes Old!
Millioner har blødet,
— og Blodstrømmen gødet
dets Sokkel, mens Brændofrets Flamme forsøded
med Virak sin Ligstank fra Baalenes Vold;
under Jubel og Jamren dets Litani
blev vævet af Lovsang og Blasfemi. —
Det er Alt forbi;
aftvættet er Blodet, hver visnet Krans
er smuldret og faldet, saa Marmorets Glans
kan straale i Lyset fra Maanens Oval
højt i det Livløses Tempelsal,
og hendøet er Præsternes Stemmer;
gennem den tynde, frostklare Luft
stiger min Aande med Livets Duft —
en sidste svindende Røgspiral
fra Ofrets sluknende Emmer.
— — — — — — — — — — — — —
Nej, det er endnu ej endt og forbi;
det var jo en Drøm, kun en Frostfantasi
lig Isens Blomster og Arabesker;
bestandig bag Snelaaget Livets Vædsker
jo koger i Jordens Aarer, paa Ny
Bevidsthedens larmende Dag vil gry.
Og atter vil Altret bekranses, og atter
vil Hymnerne fødes af Dødssuk og Latter,
og Slagtofre bløde,
og Brændofre gløde,
og Livsvægten miste sin Ligevægts Havn
og svinge og svaje
de selvsamme Veje
med Stigning mod Haab og med Sænkning mod Savn
som før vil det aande,
det uhyre Bryst,
det vil svulme af Lyst,
det vil stønne og vaande
sig træ t under Lidelsens Mareridt; —
saa gaar det og mit,
der syntes af Livet og Smerten forladt
kun en eneste Nat,
for atter at gribes af Stormen og bæve
paa samme Bølger, der sænke og hæve
Naturlivets Bryst, — som en Nøddeskal vipper
i Kølvandet af en Fregat.
Jeg vil hige mod Haab, som jeg nølende slipper,
og frem vil jeg stride
mig vadende, svømmende,
gynges af Dønningen, brydes med Strømmene,
nyde et Gran for des længer at lide
og tvivle om Meget, som endnu jeg tror.
Men tidt vil jeg føle et Sting i min Side
og standse med Kampen, den kraftudtømmende,
medens mit Blik, der af Taarer blændes,
bitterlig drømmende
følger de Tvendes
græssvøbte Spor.