Her Aaen sig vinder,
her Bølgerne rinder
saa sagte, her svinder
hver Larm;
ej andet her lyder
end Strømmen, der syder
og pilsnar sig skyder
langs Brobuens Karm,
og Løvtagets Hvisken
og Sang af en Sisken
Elskov, der bor bag dens dunede Barm.
Og vilde du lede
i Busken dernede,
da fandt du dens Rede
og saà,
hvor trofast i Sinde
den kvidred for hende,
som stille derinde
paa Æggene laa;
du skræmmed dem ikke —
de dejlige Blikke
fortryller men skræmmer ej Sangere smaa.
Ak, gærne jeg vilde
kun friste en lille
og ubekendt Spille-
mands Kaar,
hvis vi maatte bygge
vor Rede saa trygge
i bladhegnet Lykke,
som Stormen ej naar,
og kun af dit skønneste
Smil m aatte lønnes de
dugklare Toner, som du kun forstaar.
Men skulde det hænde,
at elskende tvende
dog lytted en Kende —
som vi
paa Siskenen hørte, —
saa Sangen dem rørte
og lettere førte
fra Hjærternes Hi
hvad dèr laa i Dvale
til Læber og Tale,
hvor stolt var min Løn, hvor taknemlige de!