(Hun:)
Bregner, mine grønne Bregner,
blot I ikke ganske blegner, —
men i Drømme-Længsel kun
savner eders kjøle Grund,
hvor de stede Klipper bygge
Muren op til Læ og Ly,
hvor de gamle Graner skygge,
Toppen høit i Lys mod Sky,
Rødderne om Stenens Knolde
mægtig klamred’ som Polypper: —
hvor i Kildebækkens kolde
Hvirvelskum I sagte dypper
Bladets fjederfine Spids,
og paa Mossets Pude tegner
legende dets Skyggerids.
Ak, nei ikke længer I,
eders Brødre i det Fri, —
mine stakkels, fangne Bregner!
Sygner ei, som i et Fængsel! —
endnu dier eders Rod
Muld, hvori fra først I stod!
Savner dog det gamle Hjem;
for jeg tror, at eders Længsel
midt i Stuen midt i Staden
drømmer end lidt Bjergskov frem:
Naar det trækker ind fra Gaden,
saa de store Blade vifter,
synes jeg at Scenen skifter;
over eders Grønt jeg aner
klippebaarne, mørke Graner,
Harpixduft jeg aander ind,
medens eders Finner kilde
kjælende og blødt min Kind;
Droslen stemmer op sin Trille,
mellem Sten og Straa og Mos
pludrer Bjergets klare Kilde,
Skoven suser tungt derhos;
dæmpet, fjernt som Aande-Sang
toner Webersk Waldhorn-Klang. —
Saadan, længselfuld som I,
bøier jeg mig over eder,
eders Bjergskovs-Drøm bereder
for min egen skygget Sti.
Alle staa vi os derved: —
Drømmevei for Drømmefjed
allerbedst sig egner. —
Derfor, om I trives end
længes altid hjem igjen,
kjære Stue-Bregner!