I sit Agerum har Thespis’ Kærre
staaet urørt denne Dag desværre;
ei Thamyris eller Robespierre
blev befordret mindste Fjed; — dog mærk:
uden Gavn jeg ser ei Dagen vige;
jeg har nu erlagt min ugentlige
skyldige Tribut af Hovedværk.
Snart min Hjerne er et stille Eden,
i hver Celle bredes Nerve-Freden,
og en Salme toner underneden,
hvor en musikalsk Familie bor.
Ikke til Tragediers Forfremning
passer denne blide Amoll-Stemning,
men for dig jeg fæstner den i Ord.
Husker du — —? O ja, jeg véd, du mindes
Alt, hvad mellem vore Hjerter findes,
gjemmer paa det Mindste med en Kvindes
hele indadvendte Samlersands;
og — kan hænde — naar du læser dette,
har din Tanke fundet alt det Rette
i vor store fælleds Billedkrans.
Halvt i Smerte-Døsen tabt, halvt vaagen
sad jeg gjemt hos dig i Sofakrogen,
Ingen af os talte, Lampens Kogen
hyggelig i Stuens Stilhed lød;
Lyset skar mig blændende i Øiet,-
og som Skjærm du selv dig fremad bøied,
mens du Brystet mig til Pude bød.
Blødt dit Aandedrag mit Hoved vugged,
nænsomt ømt du krysted mig og sukked,
eller smilte trøstende; jeg lukked
ofte Øiet for at ganske nær,
naar jeg atter kigged op, dit søde
Ansigt kunde smile mig imøde
skyggeblødt med Haar i Glorieskjær.
„Sov saa,” hvisked du, — „de er jo taaged’
dine trætte Øine!” — Men jeg vaaged
for at se, hvad helst jeg saae, til Laaget
luktes af dit Kys om Øiets Sten. —
Da saa klart mit indre Blik en Kvinde:
Moder, Søster, Hustru, Elskerinde —
Alt hvad Manden søger, Alt i En!
En — mit Eneste! Skal jeg forlange
mer af Lykken, ønske flere Gange!
i det Meget splitte sig de Mange,
Meget er for lidet, Et er nok!
Sol staar op og slukker Stjernevrimlen,
én Gud, én alene fyldte Himlen,
som var øde med en Gude-Flok.
Det jeg saae. Sligt ser man klart iblinde,
Øiet lukt af Kys. Og inderst inde
jubled Lykken høit som ingensinde,
midt i Smerte-Jag og Feberbrand: —
Naar han taber, hvad gjør det den Rige?
naar du lider, hvad har det at sige?
lykkelige, lykkelige Mand! —
Nu idag, da jeg var syg og ene
har jeg gjenoplevet denne Scene,
drømt mig om og om igjen dens rene,
attraaløse Lykke i din Favn;
og mens Smerten hused i min Hjerne,
indelukked Tankerne sig gjerne
i mit Hjerte, inderst ved dit Navn! —
Som en Dueflok, der ellers jager
flygtig spredt henover Eng og Ager,
paa en Tordendag al Flugt forsager
samlet i det stille Dueslag; —
saadan mine vandrelystne Tanker
trætte i vor Helligdom sig sanker
paa en slig nødtvungen Hviledag.
Efterskrift.
Elskede! vor Elskov sygned længe
syg til Døden; Livet syntes stænge
Haabets Port for den, og saare strænge
Dage har den i sin Sygdom kjendt.
Dog fra Leiet stod den op og bier
Timen, som dens Liv til Sundhed vier,
taalmodsstærk som Rekonvalescent.
Lad da nu og da en Smerte jage
gjennem Legmet, lad en stakket Plage
bringe Mindet om hin Kval tilbage, —
dobbelt tryg den føler sig i Havn!
Endnu skyer den Verdens barske Vinde,
lukker i sit Inderste sig inde
med sin Længsel og sit søde Savn.