Til Lungen talede Bjergets Vind:
Forled mig ikke, lad dig formane!
Hold op med at aande og suge mig ind,
med at drage mig bort fra min vante Bane,
røve min Duft og min Frihed rane, —
lad af fra mig!
Vær som de Andre, jeg flyver over,
de stille Sten og de vilde Vover!
Lær dog af Skoven dens fromme Vane
at fyldes af mig og hilse mig glad
med brusende Velkomst fra Gren og Blad,
men lade mig holde den Gours, jeg lover,
min vante Vei.
Men Lungen svarede Bjergets Vind:
Skal jeg ikke nemme, hvad du mig lærer?
kan jeg vel Andet end aande dig ind,
imens din Friskhed min Attraa nærer,
saalænge du giver, hvad jeg begjærer
og trænger til?
Bliv du som Mosens giftige Anger,
som Schaktens Aande saa svovel-svanger,
da skulle vel mine Porer og Blærer
trække sig sammen og lukke sig tæt,
sky for det svageste Aandedræt,
og frit du drager, som helst du forlanger,
didhen du vil.
Envoy.
Til mig har min Elskede sagt med Graad:
Hold op at elske, sky at begjære!
Bliv som en Ven, lad et Pligtbud lære
min Fod dens Vei!
Elskede, fromt har du talt, men inden
du raader atter saa viist et Raad, —
lyt efter Svaret fra Lungen til Vinden —
fra mig til dig.