Vi golde Børn
af al Fyldes Moder,
frugtløse Frugter
af Vaarens Lænd! —
Vi, der blev svøbt
i et ødselt Festskrud,
vævet af Regnbuens Straalebræm,
den fjærnthentonende, synsundflyende,
døbt med vor Navn, —
den langligst dragende Farve,
der vaier som Fane i Livets Kamp
over Planteslægternes Hær! —
Vi, der kun til vor Vellyst
salvedes sødt med den fineste
solvarme Duft,
hvormed de jordfødte Blomster-Athleter
smidiggjør deres lette,
duggnærede Lemmer
til Kappestriden
om Lys og Luft. —
Vi, hvis Ynde
er uden Hensigt!
Vi, der af alt det Sandsebedaarende
synes tilfældigst og lunefuldest
skabt af Naturfantasien,
frit, i et sorgløst Nu, —
et legende Spil af den Halvveis-Vaagendes
famlende Sandser, —
et dæmrende Syn under Øjelaagenes
Kuppeltag, —
en Duftstrøm, badende
Drømmerens stakkede, søvn-forladende
Aandedrag! —
Vi, der paa Foraarets
fremmeste Blad
tegnes af Skjønhedens Finger
i straalende Spørgsmaal,
duftende Gaader —:
— Vi bringer
Hilsen og Kvad
og Tak fra Din fjerne Broder.
For medens han knælende laa,
med varsom Haand
plukkende os i det lune Græs,
der skyggeløst gror under nøgne Kroner
sagde hans Mund
sagte hvad Sjaelen talte: —
Skjønne, underlige Smaa!
for eders Fagerhed er gold som steile
Klippetinders Dunkelblaa,
med eders søde Duft I aldrig beile.
Ingen Blomstersæd’ I saaer,
I skjænker Planten Intet; allerede
før det ret er blevet Vaar,
den føder eder dog til Andres Glæde.
Kan af Livets Kamp vel Sligt
forklares ret? — dog end en større Gaade
er et Hjærte medynksrigt,
og som en duftfyldt Blomst randfyldt med Naade:
Kjødets Blomst, der øser from
lig Duft sit Væsen ud, at Andre ikke
savne skal dens Lægedom,
mens selv den Livets bitre Gift maa drikke.
Thi naar Alt sig lukker til
mimosasky for Smertens skarpe Aande,
aabner den sig mildt og vil
— den kan ej Andet — dele fremmed Vaande.
Fra den ulyst-svangre Jord
igjennem Roden Lidelserne sived,
saa den nærer sig og groer
og bliver skjøn ved det, der nager Livet.
I en Luft saa fuld af Suk
og tung af tiet Kval og skarp af onde
Ord og mæt af Taare-Dugg —
den aabner sig, — en hellig Offer-Vunde.
Dog af Ingen fordrer den
sin Løn: — af Jorden ei, hvor den har hjemme,
i hvis Støv den visner hen,
og blandt hvis Væsner Duften gaar ad Glemme;
ei af Himlen selv, hvis Blæst
vil rive Bladepragten fra dens Stilke,
hvirvle bort dens Vellugt-Rest,
som Trevler af en søndret Fanes Silke.
Ak, min — Sjæl! til Blomstens Bund
du gjerne dukked, saa dit farveblinde
Øie skimted Livet kun
gjennem dens Kronblads purpurdunkle Hinde,
Indtil Sands og Sind var døbt
af Duften, der blev Noget af min egen
Aand! — ja selv om det var kjøbt
med Livets Lyster, — jeg var ikke svegen!
Saaledes talte han. — Men vi
stod lyttende rundt omkring.
Og hvad vi hørte jog Livets Saft
fra Rodstokken op gjennem Stænglens Aare
til Bladenes Hinder,
og vore Kinder
af Stolthed blaanede saare.
Thi klart vi fatted: os var en Naade
forloddet nu;
og de, der stod forrest, hviskede: Stands
ej dèr, men find os, I søgende Hænder!
for sikkert I sender
Blomsternes lille Gaadekrans
til saadan en Menneske-Gaade.