Du sagde: „Alt maa være ude nu
imellem os!” — Ja, skjøndt din Stemme rysted,
du sagde det! O, vidste — aned du,
hvor gravkoldt dette Ord mit Hjerte krysted?
Men er end Alting ude mellem dig
og mig, og skulde end hint Ord bebude
min evige Forviisning: — mellem mig
og dig er det i Evighed ei ude!
Fra mig til dig gaar Hjertets stille Strøm
af evige Følelser og evige Tanker.
Jeg drømmer end om dig den samme Drøm,
og hvor du gaar, min Dobbeltgænger vanker.