En skummel Beiler er jeg vel
men higer mod Lys saa saare;
du sanker Blomster fra Gry til Kvæld,
kjender hverken Suk eller Taare.
Min Hjerne den er et Tartaros,
der ligge Titaner basted’,
og om de brød ud med løsladt Trods
var Jupiters Throne kastet.
Elysiums Eng i mit Hjerte groer
med duftende Asphodiller,
der klinger Alt i det dunkle
Flor af Nattergalenes Triller.
Persephone! kast dine Blomster bort,
de kunne kun lidet nytte!
De lokkende Farvers Liv er kort,
og Duften Vindenes Bytte.
Stig ned i mit Hjerte og, hvil dig der;
det dufter og toner derinde,
skjøndt Blomsten suged ei Solens Skjær,
og Fuglene kvidre iblinde.
Da rinder der Lys over Blomster smaa
fra dit ætherblaanende Øie,
og selv de vilde Titaner maa
sig for dine Fødder bøie.