Ginge Aser
alle til Thing
og Asynjer alle til Stevne;
derom raadslog
rige Guder
hvad Balders tunge
Drømme betød.
Op stod Odin
den gamle As,
han paa Sleipner
Sadel lagde,
deden han ned
til Niflhel red,
mødte en Hund,
der fra Hel kom.
Den var blodig
paa Bryst foran,
gol længe mod
Galders Fader;
frem red Odin,
Farvei drøned,
han kom til Hels
det høie Hus.
Der red Odin
øster for Dør,
hvor han Vølvens
Gravsted vidste;
for den vise
Valgalder han kvad;
nødig hun opstod
og Lig-Ord nynned.
"Hvo er den Mand,
for mig ukjendt,
der mig har voldt
mødefuld Vei?
med Sne blev jeg snet,
slagen med Regn,
Dugg over drev,
død var jeg længst".
Odin kvad:
"Vegtam jeg hedder,
er Valtams Søn,
mæl du om Hel,
jeg melder om Jord.
For hvem er Bænke
med Ringe bredt’,
og Gulv fagert
med Guld belagt?"
Vølven kvad:
Mjød for Balder
her brygget staar,
saa skjær en drik
— Skjold ligger over —
og As-Sønner
i angst Venten.
nødig jeg talte,
nu vil jeg tie.
Odin kvad:
Ti ei Vølve!
fritte jeg vil,
til alt jeg kender;
end maa jeg vide:
hvo mon Balders
Bane blive,
og Odins Søn
Aldren røve?
Vølven kvad:
Høit bærer Hød
den herlige Væxt
han mon Balders
Bane blive
og Odins Søn
Aldren røve.
Nødig jeg talte,
nu vil jeg tie.
Odin kvad:
Ti ei, Vølve!
fritte jeg vil
til alt jeg kjender;
end maa jeg vide:
hvo skal Hadet
med Hevn stille,
og Balders Bane
paa Baal bringe?
Vølven kvad:
Rind i Vestsal
Vale føder,
natgammel strider
hin Odin-Søn;
ei Haand han toer,
ei Haar kjæmmer,
før Balders Fjende
paa Baal han bær’.
Nødig jeg talte,
nu vil jeg tie.
Odin kvad:
Ti ei, Vølve!
fritte jeg vil
til Alt jeg kjender;
end maa jeg vide:
hvilke mø’r over
den Elskte græde
og kaste mod Himlen
Hals-Skjøderne?
Vølven kvad:
ei er du Vegtam,
som jeg vented;
heller er du Odin,
den gamle As.
Odin kvad:
Ei er du Vølve
eller vis Kvinde,
heller er du trende
Thursers Moder.
Vølven kvad:
Rid hjem Odin!
vær overmodig!
siden du Mænd
besøger atter,
naar lænken falder
af Lokes Lemmer,
Fjender møde
til Magters Fald.