Der var engang en hæslig Trold,
Saa slem som han var lang,
Han taalte ingen Munterhed
Og ingen Spøg og Sang.
Og hvor han paa sin Vandring fandt
Et Huus, hvor der var Fred,
Der pønsede han hurtigt paa
At bringe det Fortræd.
Og det var Gammel, det var Ung,
Enhver, som han fik fat,
Den piinte han fra Morgenstund
Ind til den mørke Nat
Saa kom han ogsaa seent engang,
Som Solen just gik ned,
Hen til et lille, landligt Huus
Ved Søens stille Bred.
Og som han treen i Stuen ind
Med al sin Gift, sit Had,
Han saae en lille femaars Dreng,
Der laae paa Knæ og bad.
Der folded sine Hænder smaae
Og bad sit Fadervor,
Som Moderen med Smiil om Mund
Ham kjærligt læste for.
Og Trolden saae og hørte til,
Og glemte reent sin Harm,
Og følte der for første Gang
Hvordan hans Kind blev varm
Og sank, han vidste knap det selv,
Paa Knæ ved Hyttens Dør; —
Fra den Tid af er han ei meer
En Trold som han var før!