Solen gaaer saa deiligt ned,
Mark og Enge dufte,
Og fra Havets grønne Bred
Svale Vinde lufte
Over Dalens Blomsterkrands
Lægger sig en Taage,
Ret som over Øiets Glands
Trætte Øienlaage.
Hist og her en enkelt Fugl
Slaaer endnu en Trille,
Flyver derpaa fra sit Skjul
Til sit Hjem, det stille.
Alnaturen gaaer til Ro,
Eet — ei følger efter;
Det er Hjertets fromme Tro,
Som faaer friske Kræfter.
Som udfolder Vingen frit,
Løst fra Dagens Færden,
Som gjør Haabet kjækt til sit
Om en bedre Verden.