Alfredlille sad i Skoven
Med sit Hoved mod et Træ,
Alle Fugle sang foroven
I det skyggefuldt Læ:
„Alfredlille, Du har Kummer,
„Vi vil dysse Dig i Slummer
„Alfredlille!
„Alfredlille, Du har mistet
„Den, som bar Dig ved sit Bryst,
„Men mod Smerten, Du har fristet
„Har vi Taarer, har vi Trøst;
„Kom og bred kun Dine Vinger,
„Til det Fjerne vi Dig bringer,
„Alfredlille!
Alfredlille sad og drømte
Som han aldrig drømte før,
Og de gyldne Lokker strømte
Over Øiet som et Slør;
Og hans Øienlaag blev svære:
„Skal vi flyve nu, Du kjære
„Alfredlille?”
Alfredlille lukte Øiet —
Alle Fugle sang paa Ny,
Alfredlille fløi fornøiet
Til sin Moder over Sky;
Men i Busk og Træ, fra Løvet,
Lød det inderligt bedrøvet.
„Alfredlille!”