„See! see! der er Storken paa grønne Vang;
„Velkommen, Herr Stork, tilbage!
„Kom nærmere kun og fortæl os engang:
„Hvor har Du gjort af Din Mage?”
„Min Mage, Herr Spørger, hun kommer nok,
„Og det førend Døgnet ender,
„Hun skulde først sige Farvel til en Flok
„Af Børn og andre Frænder.”
„Og er Du da selv reist den vide Vei
„Hen over Bjerg og Dale,
„Og har, før Du spredte Din Vinge, ei
„Først faa’t Dine Børn i Tale?”
„At tale, min Ven, er ei Mandens Sag,
„Han elsker sit Barn i sin Tanke;
„Men føl paa mit Bryst, ikke sandt, dets Slag
„Fortælle, at det kan banke.”
Saa talede Storken og knejsede stolt,
Og fløi over Dal og Høie;
Men Barnet studsed’, og sagde koldt:
„Nei, hør kun hvor den kan støie!”