Nat-StykkeTil Adeline.Taus glimrer Natten i sin skumre Pragt„Den fulde Maane klar i Østen svæver,Fra Vinduet svøbt i luftig SommerdragtMod den sit Øie Adeline hæver.Af taus Beundring henrykt staaer hun derI Armen af sin Barndoms troe Veninde,I yndigt Svøb af Maanens blege SkierDe føle ei til Nattens kiøle Vinde.“Hvor var dog ei den Skabning lykkelig,”Saa sukker Adeline mod det Høie,“Som kunde did til Maanen svinge sig,“Og mætte i dens skiønne Land sit Øie!”Ja, skiøn, som alt, hvad Gud har skabt, den er,Og, Pige! sikkert glade Væsners Bolig;Ved en almægtig Kraft den tumles der,Og smiler dog til dig og mig saa rolig.Fra Klodens Alders allerførste DagDen lige huld sit Blik til Jorden sendte,End længe før Oplysning, Vid og SmagTil Støvets Held saa mangen Fakkel tændte.Til mangen skiændig Daad den Vidne var,Hvis Minde end det ømme Hierte saarer;Fra samme Punkt den ofte straalet har,Og speilet sig i Undertryktes Taarer.Den saae, hvor mangen Pige, Kiønnets Pryd,I uerfaren Ungdoms fulde Varme,Opofred’ Held, og Rolighed, og Dyd,Omslynget af en fræk Forførers Arme.En maaneklar og sværmerisk Time varDen Talisman maaskee, som hende rørte;Saa mangt et Hierte Maanen daaret har,O! spørg ei Taaren over den Forførte! —Den saae saa mangen kiæk og kraftfuld ArmMod Fordom, og Fornuftens Mulm at kiæmpe,Men saae den vende Sværd mod egen Barm,For svag til Sekters Overtroe at dæmpe.Dog vist den gyldne Alder nærmer sig,Da glade Scener kun dens Blik vil møde,Da hver skal vorde viis og lykkelig,Og intet Hierte under Trældom bløde.Ved Seirens Bred et stort og ædelt FolkFor Frihed og Oplysning vældigt fægter:Dets Iver er dets høie Formaals Tolk,Dets Løn — Velsignelser af fierne Slægter.Dog, Pige! før hiin lyse Stund skal slaae,Vi du og jeg i Dødens Arme hvile,Med Grønsvær dækket skal vor Gravhøi staae,Og Maanen til dens Rosmariner smile.Da skal en værdig Efterslægt maaskeeI Tiden samle sig ved vore Grave,Og sige: “Kunde disses Øine see“At signe Frihed, Himlens bedste Gave!“I deres Dage kun den var et Navn,“Man hylded’ da kun Skyggen for det Sande,“Og denne Slægt i Evighedens Havn,“Ukiændt med Lys og Frihed, maatte lande.”Ja, mangt et Optrin Maanens Øie saae,Kun at den aldrig dine Taarer skue!Dit skiønne Hierte ingen Kummer naae,Nei, evig slaae det, varmt af Glædens Lue!Da skal din Sanger ved en fremmed StrandMed dobbelt Glæde Danmark nævnes høre;Og ofte i ukiændte fierne LandTil dit og Venskabs Minde Harpen røre.Frankenau.