I Aftensvalen Bertha iilte
Til Lundens stille Skiød,
Hvor fra en Torn en Rose smiilte,
Som Berthas Kind saa rød.
Af hende Tornen plantet var,
Og nu for første Gang den bar.
De skyldfrie Læber Rosen kyste: —
„Min Omhues kiære Løn,
„Du længe Bertha skal forlyste;
„Staae længe frisk og skiøn!
„O hvor er Bertha lykkelig
„At hendes Haand opelsked’ dig!“ —
Da lød blant Haslers tætte Grene
En kierlig Moders Raab:
„Din Fader længes svag og eene
„At favne dig hans Haab!“ —
Og Bertha løb af Glæden varm,
Og sank til matte Faderbarm.
Men neppe Solens Purpurlue
I Østen atter steeg,
Før hun sin kiære Blomst at skue
Sig ud i Lunden sneeg;
Alt hendes Fod er Stedet nær,
Alt skimter hun dens blide Skier.
Nu stod hun der, men, ak! med Smerte
Sin Blomst hun falmet saae;
Thi dybt i Rosens spæde Hierte
En Orm forborgen laae.
Og Bertha brast i Graad; ei meer
Sin Rosentorn hun blomstre seer.
* * *
Som Berthas Rose, favre Piger!
Er Skiønheds Purpurkrands;
O troer den ei! thi ofte sviger
Dens lyse Trylleglands.
Kun Dyden vorder evig troe!
Thi evig Dydens Roser groe.