Den, som Engle fra det Høie
Signed’ paa hans første Dag,
Og den Eviggodes Øie
Saae med Faders Velbehag,
Han ei søger Lorbærkroner,
Vædede med Blod og Graad,
Han ei ryster trygge Troner
Med uventet Daad.
Guldets Troldom ham ei spilder
Midnats-Timens Rolighed,
Ærens Glimmer ei forvilder
Hans de jevne, sikkre Fied,
Men han viede sit Hierte,
Til din Vellyst og din Smerte
Han opofred’ sig.
Naar bekrandset Vaaren bringer
Tusind Slægter Liv og Fryd,
Og Naturens Tempel klinger
Af det Skabtes Jubellyd,
Da hans glade Siel sig hæver
Fra hvert Baand, som Støvet bær;
Da den skuer Gud — den svæver
Livets Fader nær.
Vellyst, som en Salig nyder,
Giennemstrømmer da hans Bryst,
Naar han øiner milde Dyder,
Ædel stille Gavnelyst. —
Ørkens matte Vandrer hviler
Ei saa glad ved Kildens Bred
Medens Luna venlig smiler
Mellem Palmer ned.
Hvor forladt den Fromme græder
Medens Lykkens Daare leer,
Der, hvor ingen Livets Glæder
For den Usle smile meer,
Der hans stille Taare flyder,
Deler — lindrer Lidelsen;
Der han al sin Kraft opbyder
For at standse den.
Med indviet Blik han skuer
Venskabs indre Helligdom;
Hen til Elskovs Alter-Luer
Ved en Engels Haand han kom;
Haabets blide Stierne blinker
Paa hans stille Bane ned;
Søvnens milde Broder vinker
Ham til Salighed.