Ak, Jordens Plager ere mange, mange,
Kun stakket er vor Hviletid;
Vor Bane er kun mørke Irregange,
Og sjelden smiler Skjebnen blid.
Hvad er vor Trøst, naar Kummer Hjertet saarer?
Min Sjel, ak, om du ingen veed?
Jo den: at Himlen tæller vore Taarer,
O! denne Trøst er Salighed!
Med stille Veemod stirrer nu vort Øje
Elise! mod din Urne hen;
Du gik til Alles Fader i det Høje,
Og ene staae vi her igjen.
Forgjeves vore ømme Taarer væde
Dit end saa unge faldne Leer.
Du var Forældres, Frænders, Venners Glæde,
Nu er Du intet, intet meer.
Ja, hvilken Barm kan al den Jammer fatte?
Forældres Eneste Du var,
Ak! hvo formaaer at trøste de Forladte?
Slet Ingen! — Deres Lod er svar!
Den unge Vaar i Rosendragt sig klæder,
Og, froe i Luften, Lerken slaaer;
Din Fod ej meer paa Engens Lillie træder
Ej Lerkens Slag Dit Øre naaer.
Tryg er i Gravens kolde Favn Din Hvile,
Did slaaer ej Skjebnens Torden ned;
Engang skal Gjensyns Timen herlig smile,
O! denne Trøst er Salighed!