Til Elise
i Anledning af hendes i en Sygdom tabte
i Anledning af hendes i en Sygdom tabte
Skiønhed.
Skiønhed.
Elise! siig, hvor er hiint blide Smiil,
Hvormed hvert Hierte du forstod at bøie?
Siig, hvo har slukt den himmelskiønne Ild,
Hvis Trylleglands fremstraalte af dit Øie?
„Ak, Sanger!” sukker du, „din Harpe sig
„Forgieves rører; ei den skienker mig
„Den Fyrighed, de skiønne Træk, de Glæder,
„Hvis fulde Tab jeg trøstløs nu begræder.
„Hvor før du Majens Rose tegnet saae
„Paa denne Kind, nu Vinter-Snee du finder;
„Og om de Gruber, i hvis Skiød de laae,
„Mit Aasyns faure Smile, Taaren rinder;
„Forsvunden er den fulde Svanebarm,
„Forsvunden hiin saa hvide trinde Arm,
„Har du af Medynk kun et Glimt tillage,
„O Sanger! sikkert deeler du min Klage.” —
Lad, beste Pige! mig din Graad ei see,
Ak ja! din Jammer saarer dette Hierte;
Dog stands dit Suk! snart dine Kinders Snee
Bortsmelter, og med den din tunge Smerte;
Forynget Rosen atter spirer frem,
Forjagne Smile søge fordums Hiem,
Snart Barmen med fornyet Kraft sig hæver,
Og atter dig din tabte Huld omsvæver.
Og vilde end en ublid Skiebne dig,
Elise! dine sieldne Ynder røve,
Seent eller tidlig dog de tabe sig,
Derfor lad deres Savn dig ei bedrøve;
Eet veed jeg, som den ei kan rane bort,
Hvis Blomster-Tid er ei, som Skiønheds, kort,
Din hulde Siel, dit ømme skyldfrie Hierte,
Held hver, som deres Liige kiende lærte!