Imellem Østersøen
og Ulfsunds salte Strøm
hæver det skønne Møen
sig over Bølgesøm.
Fra Strand med Klitter tuet,
til Dronningstolens Top
er det fra Dybet skruet
ved Jættekræfter op.
Og om dets Formers hvide
og nøgne Jomfrupragt
snart Vaarens Hænder blide
væved en lysgrøn Dragt.
Og Oldtidshytler bygtes,
og Plovens Jærn brød Jord —
Alt den Gang Øen tyktes
et Paradis i Nord.
Men paa de gyldne Dage
fulgte en Ufredstid,
da Vendens lede Drage
hver Vaar tog Kursen hid.
Den red paa Bølgehesten
for sorte-gule Sejl,
til Absalon som Blæsten
fik renset Havets Spejl.
Og Stege fik sit Virke
med stensat Taarn og Vold,
og Magleby sin Kirke,
den kristne Tro sit Skjold.
Da slynged over Voven
Gud Svantevit sin Sten.
Den faldt i Klinteskoven,
ham selv til Spot og Mén.
Og satte Krigens Vaade
end siden grumme Spor —
ankred de Lybskes Flaade
selv op for Stege Nor,
— trods deres lystne Skelen
de fik ej Øen fat.
End er den vor — Juvelen
i Danmarks Odelskat.
— Langs Ulfsunds blanke Flænge
— som paa et tavlet Kort
af Agerland og Enge
er Skoven mejet bort.
Men hist, hvor Egnen løfter
sig paa den østre Kant,
om Bakker, Skaar og Kløfter
et Fristed den sig fandt.
Og dér i Løvets Skygger
Smaaøer funkler trindt,
men ud mod Havet bygger
sin Borg den stolte Klint.
Der skyder hvide Nakker
frem under Bøgens Braa,
og Gavle, Spir og Takker
slaar Gnister mod det Blaa.
Saa’ vel Normannens Snekke
langs Havet, nær og fjern,
stoltere Kæmperække
skudt frem, en Kyst til Værn?
Omkring de brede Skuldre
er Skovens Kappe spændt,
og Brændingerne buldre
om Klintens Fundament.
Skilte ved Svælg, hvor Svimlen
nedstyrted Bøg og Pil,
hvert Fjæld staar skarpt mod Himlen
i stolt og streng Profil.
I stille Maanenætter
i høstlig Storm og Slud,
stirrer de hvide Jætter
tavst over Havet ud.
Fra „Slottets” brede „Gavle”
til Sommerspirets Spids
paa min Erindrings Tavle
staar hver i kraftigt Rids.
Mest dog, naar Aftnen maler
med Purpur Himlens Bryn,
er det den høje „Taler”,
som stiger for mit Syn.
Mod Hvælvets dybtblaa Bue
lyser den stolt og frit,
mens Kvældens Rosenlue
forgylder Tindens Kridt.
Min Hilsen da jeg slynger
imod dens Fjældvæg brat.
Og Memnonstøtten synger
et tonende „Godnat”.