Naar ved Solhvervrundet,
Dagen aldrig dør;
naar dens Guld er tvundet
selv i Nattens Slør;
naar om Skoven svømmer
blaalig Sommerdis,
— let fra Læben strømmer,
Fædreland, din Pris!
Men naar Vinterdagen
kortes under Jul,
vorder Sneens Lagen
knap din Armods Skjul.
Dog om Frosten bider,
Eet den faar os lært:
den i barske Tider
gør os Hjemmet kært.
Naar fra Kilder dulgte
Skjaldens Sprogvæld sprang,
glad vort Øre fulgte
Rythmens ædle Gang.
Gladest dog, hvor Ordet
kunstløst faldt og frit,
gennem Sjælen foer det:
„Dette Sprog er mit.”
Naar mod Fortids Tinder
Saga peged stolt,
for vor Moders Minder
var ej Hjertet koldt.
Men naar Mindets Kranse
stinger hvast som Tjørn,
Dybest dog vi sanse,
vi er Danmarks Børn.
Land, hvori vor Fod har
traadt sit Barndomsspor,
hvor vort Sprog sin Rod har,
vore Minder gror —
faar paa Lykkens Goder
Segl vi end og Brev,
uden dig, vor Moder,
fattige vi blev.
Mægtig eller ringe,
Graaspurv eller Ørn.
ens dit Navn vil klinge.
Danmark, dine Børn
Han. som før dig styrked,
styrke dig paa ny,
føre dig fra Mørket
til Oprejsnings Gry!
(1886)