Dig har jeg kær, September.
Skærsommers Glød du dæmper.
Hvad kaad han ødslet har og spildt,
du bjærger moderligt og mildt,
og Alt til Rette læmper.
Din Luft er mig en Lindring
og Blikket uden Hindring
kan strejfe vidt paa Langvejsfærd;
det fjærne rykker du os nær
du Maaned for Erindring.
Trods Tørke, Regn og Larver
du Aarets Rigdom arver
og vogter den med Omhu stor,
men dækker den som bag et Flor
af Mindets fine Farver.
September, Yndlingsmaaned!
Fra Gry indtil jeg graaned,
dit Øjes nordisk rene Blu,
dit Fjærnsyns Drømmeblik min Hu
med blide Længsler blaaned.