Ved det aabne Vindve staar jeg i den stille Julenat.
Nedenfor mig løber Vejen, snedækt, øde og forladt.
Bag den østre Synsrands Skove gryer det blege Maane-Næ,
og et sagte Vindpust sukker i et ensomt Poppeltræ.
Fjerntfra vugges hid der Toner af en Salmemelodi,
— — tys! da hører jeg dernede Fodtrin slæbe sig forbi,
Trin, saa tunge, som naar Sneen klumper sig til Saal og Hæl,
Trin, som sneg der sig om Stedet en forfulgt og hjemløs Sjæl.
Se hist henne! Er det Skyggen af en Busk ved Vejens Kant?
Eller skimted jeg fra Ryggen En, som bag om Hegnet svandt?
Var det ham, den gamle Vandrer, — Jøden, som til Dommens Dag
ingen Julenat tør søge Husly under Kristentag?
Eller — og mit Øje løftes mod den lukte Himmels Hvælv —
var den hvileløse Skygge kun et Genfærd af mig selv?
Jeg, hvis Sjæl som hans maa flakke husvild om med rastløst Fjed,
skønt den gerne vilde hvile i sin Barndoms Julefred. —
Denne trygge glade Hvile — kendt og ejet jeg den har,
og med Vemod kan jeg mindes, hvor den fyldte, hvor den bar.
Daarligt har jeg værnet om den, sat den til, som Folk gør flest,
ofte bittert mærket Savnet, — men i Aften aller mest.
Derfor mine Hænder samler sig i denne Midnatsstund,
og en ordløs Bøn sig famler biindfødt op fra Sjælens Bund.
Lig et Genfærd den sig slæber, syg og lam, i Mulmet frem,
— men som Dugg til tørre Læber bær tilsidst den Freden hjem.