— — Saa er den overstaaet, al
Forfærdelsen og Pinen!
Dyrt maa det købes, Kvindens Kald;
men knustes ikke Druens Skal,
saa fik vi aldrig Vinen.
Du ligger nu som Dronning dér
i dine hvide Puder —
lidt bleg vel end, men sød og kær,
mens Solen sender Dig sit Skær
ind ad de klare Ruder.
Ser Du, jeg bringer Dig mit Fund:
en Rose fin og sjælden.
Du trykker ømt den mod din Mund,
— snart er Du rødmende og sund
som den, min egen Ellen!
Dit Øje straaler taarevaadt
som Blomst i Morgenduggen,
Du Kære! Hvil Dig trygt og godt!
Et Øjeblik jeg titter blot
til Glutten her i Vuggen.
Og — mens jeg husker det — et Ord
jeg skylder Dig at sige:
Du aner ikke, Ellen, hvor
jeg dog blev glad, da jeg erfoer,
at Barnet var en Pige.
At Fædre ønsker sig en Søn,
jeg ikke rigtig fatter.
Man kender dog sit eget Køn
for godt desværre. — Nej, min Bøn
var just en lille Datter.
»Naa! Er hun ikke yndig?« — Jo!
hun blusser som en Rose.
Rød er hun allenfals, min Tro,
og snøret som en Eskimo
i Svøbets uldne Pose.
— »Aa fy! — Det er jo alle Smaa!
— Men hører Du: hun klynker!
Det er, fordi Du er saa raa.«
— Ja, se! Hun bliver ganske blaa
og Panden fuld af Rynker.
»Tag hende let og varsomt! Ryst
paa Hænderne dog ikke!
Læg hende ved mit venstre Bryst,
— det kan jo være, hun har Lyst
en lille Taar at drikke.«
Se saa! Det bitte Ansigt fladt
mod Brystets spændte Kugle! —
Nej! — Vorten har hun ikke fat — —
Her er den! Skynd Dig nu og pat,
Din lille, blinde Ugle!
— Nej, hun kan Ingenting forstaa.
Bedst, at Du Kjolen lukker!
— — Dog jo! Nu fik hun fat, den Smaa!
Se bare, hvor hun klemmer paa
og drikker, saa det klukker.
— Nej, Kære! Hun er mageløs — —
af Velbehag hun brummer!
— — Se saa! Nu sover hun, vor Tøs.
— Men Du! — Du blev jo helt nervøs.
— Prøv selv at faa en Slummer!
Dog først vor lille Stump igen
jeg vil i Vuggen lægge.
Luk Du saa Øjnene, min Ven,
— saa sætter jeg mig stille hen
og vaager for Jer begge.
Du smiler kærligt — men saa træt,
— ja, det er intet Under! —
Jeg lister til mit Kabinet,
og snart dit stille Aandedræt
forkynder mig, Du blunder.