Det var ved Majdagstide,
og Bøgen stod Brud,
den folded ud i Solen
sit lyse Silkeskrud.
Til Granen haansk den skotted:
„Du uselige Kræ!
Tag dine Naale til Dig —
vid, jeg er Vaarens Træ!”
Og Varmen kom i Luften,
mens Solen steg og steg.
Da spændte ud sin Krone
den knudrede Eg.
Stolt saa den ned paa Granen:
„Gro ydmygt i mit Læ!
Se, jeg er Skovens Konge,
Sommerens kaarne Træ!”
Men Løn og Birk og Hassel
og Alt, hvad der var smaat,
de overøste Staklen
med Drilleri og Spot,
lod deres Løvværk bruse
i Sommervindens Vift
og haanede saa Granens,
som var saa tungt og stift.
Og Purpurklaser modnedes
paa Røn og paa Tjørn.
Da grinte de til Granen:
„Se, vi er Høstens Børn!
Men Du er ingen Aarstid
til Pryd eller Gavn,
medmindre Du kan bruges
til Ris ved Fastelavn!”
Den Spot til Hjerte gik den,
den sukkede fortabt:
„Og er mon jeg alene
til Ingens Glæde skabt?”
Da foer der som en Susen
over dens Hoved hen:
„Ogsaa d in Time kommer!
Taalmodig blot, min Ven!”
Oktober bragte Taage
og Jævndøgnsnatten Kuld —
Eia, hvor lyste Kronerne
som Bronce da og Guld.
Saa bruste Stormens Vinger,
den rusked Gren og Top.
Ved Gry stod Skoven nøgen
— da aanded Granen op.
Dens Løv var ikke faldet
som alle andre Træ’rs —
Den følte Modet vokse
og skød sin Top til Vejrs.
Men Dagene blev korte,
af Sne laa Jorden hvid,
— dog tabte den ej Haabet:
„Den kommer nok, min Tid!”
Og tys! — Da klang der Klokker
en Kvæld, som Mulm faldt paa.
De sang om Lysets Sejer,
da Mørket tættest laa,
— om Liv, som evigt grønnes,
naar alting gaar mod Fald — —
Da hvisked Granen stille:
„Nu kender jeg mit Kald!”
Sit Spir den opad rakte
mod Himlens Stjernepol.
Grøn stod den midt i Sneen
som et Livets Symbol.
Ned svæved lyse Engle,
de bøjed deres Knæ —
Da talte Herrens Stemme:
„Du være Julens Træ!”