Hvor har han ikke slidt, den lille Povl,
to hele Timer snart med Kost og Skovl!
Nu er han færdig, Asketræsalléen
er næsten ganske fejet ren for Sneen,
der kanter Vejen i en dobbelt Bort.
Af slig en niaars Gut hel dygtigt gjort!
Nu er det Skumring, Klokken gaar til fem,
og varm og glad han vender Næsen hjem,
tilfreds med Resultatet af sin Virken.
— „I Morgen er da Vejen fri til Kirken”,
han tænker ved sig selv, — „medmindre at
uheldigvis der falder Sne i Nat”. — —
Han ser mod Himlen. Den er graa og skyet;
i Øst den lysner svagt af Maanegryet.
Vestude staar en Stribe størknet Blod
i Sporene, som Dagen efterlod.
Til begge Sider breder nøgne Vænger,
dækkede helt af Sneens hvide Dug,
der luner om den spæde grønne Rug,
sig did, hvor Skoven mørk for Synet stænger.
Han standser, ser sig om.
Hvor er her tyst
og mørkt og ensomt, ingen Stjærner tændte!
Hvor dæmpet aander det fra Nattens Bryst!
Det er, som var der noget Stort i Vente.
Forude vinker Lysets klare Skær
fra Hjemmets Ruder mellem Vejens Trær,
Dog tøver han endnu. En højtidssvanger
en stille Stemningsmagt hans Hjerte fanger
og binder ham i Ensomheden her,
skønt Moders fyldte Nadvergryde lokker,
og skønt han vejrer liflig Stegeduft.
Da gaar en Skælven gennem Jord og Luft,
omme bag Skoven høres Klang af Klokker.
Med Et den bundne Stemning svulmer fri
og mægtig ud i malmklar Harmoni.
Paa Mark, i Skov ved Sneens matte Skin
ringes nu blidt den store Højtid ind. —
Den lille staar betagen og alvorlig,
han folder sine Hænder uvilkaarlig.
— Men saa paa én Gang retter han sin Krop,
fra Hjertet vælder der en Jubel op,
som farver Kinderne med munter Gløden.
Nu føler han for Alvor, det er Jul,
med Klokketoner, Lys og Højtidssul,
og rask han skridter fremad ufortrøden,
hjem til vor Mo’r — og hjem til Julegrøden!